Berlingske blogs Posts

Livet i hængekøjen

Niels Krause-Kjær — Tue, 15 May 2012 15:10:25 +0000

En regering, der ikke kan regere, må i sidste ende træde tilbage. Derfor er der al mulig logik i den justering af den kommunale udligning, som Margrethe Vestager ventes at indgå med Enhedslisten. Borgerlige udfald om forligsbrud og blokpolitik virker både søgt og hult. Ikke mindst De Konservative satsede på, at Margrethe Vestager ville blinke. Det gjorde hun ikke, og nu kan borgmester Hans Toft i Gentofte Kommune og hans lidelsesfæller godt begynde at finde nogle af skattekronerne frem fra pengeskabet. Der skal betales endnu mere til udkantsdanmark og syge. Gad vide, hvad Toft (nu) mener om borgerlige stemmer, der ikke arbejder? Nok er det blokpolitik - eller rettere, flertalspolitik. Men sammenlignet med en Irak-krig, en strukturreform eller en skattereform vedtaget med snævrest mulige flertal, så er lidt kommunal udligning ikke at regne for noget særligt. Men den vesteragerske manøvre skal også ses som et varsel på de kommende måneders nervekrig i Folketinget, når kontanthjælpsreform, førtidspensionsreform, trepartsforhandlinger, skattereform og finanslov skal landes. Nok vil hun helst se til højre og har fået både Thorning og Søvndal til at mene det samme. Men Margrethe Vestager har investeret så meget prestige i dette regeringsprojekt, at hun ikke uden videre vil tillade, at det magtpolitisk sander til. Derfor skal der kunne træffes beslutninger. Også på traditionelle borgerlige kerneområder. Om nødvendigt med Enhedslisten. Der er al mulig grund til en justering af den komplicerede kommunale udligning. Samtidig har de borgerlige bestemt et argument, når de ønsker, at ikke kun indtægter, men også faktiske leveomkostninger skal vægtes, når de kommunale penge skal omfordeles. Men Enhedslisten har andre hensyn. Bemærk, hvordan bl.a. psykisk syge og narkomaner nu ser ud til at blive en mærkbar størrelse i den kommunale udligning. Enhedslisten vil som en del af prisen for en aftale have dannet en superpulje på et tre-cifret millionbeløb, som skal deles ud til projekter i - primært, må man formode - storbyerne. Der er naturligvis flere stemmer at hente for partiet ved at pumpe penge fra Gentofte & co. til vælgerbasen i storbyerne end til ægte udkantsområder i Vestjylland, hvor der ikke er mange potentielle socialister. Det lugter af godt politisk håndværk. På det område kan Dansk Folkeparti ikke lære Enhedslisten meget. Venstre har en tradition for at være utålmodig i opposition. Senest i midten af 1990erne, da partiet mente, at det kunne skyde genvej til Statsministeriet ved at lave visnepolitik. Det var dengang, De Konservative under Hans Engells ledelse havde en anden strategi, brød med Venstre og alene lavede en finanslov med Lykketoft. I dag kan kun Dansk Folkeparti alene blandt de borgerlige lave en lignende manøvre, og gør det næppe. Derfor Enhedslisten, som når det f.eks. handler om en skattereform ikke har lukket nogle døre - heller ikke vedrørende topskatten. Livet i hængekøjen har indtil nu været et mareridt for De Konservative og en gratis ferie for Venstre. Lars Løkke Rasmussen øver sig i rollen som statsmand ved at deltage i afslappede tv-programmer, vise sig på et folkeligt marked med sin hund, cykle ture og lade sig vælge til en international organisation med lidt grønt window-dressing. Men tror Venstre, at den strategi kan holde i tre år? Tror Venstre, at en regering med meningsmålinger i knæ vil lade sig bringe i mindretal? Tror Venstre, at Enhedslisten ikke griber chancen? Og tror Venstre, at Margrethe Vestager vil tøve med at kigge til netop venstre, når de borgerlige truer med at rive hendes regeringsprojekt i stykker? Hvis svaret på samtlige disse spørgsmål er 'Ja', så skal partiet blive i hængekøjen. Men hvis bare et enkelt besvares med et 'Nej', så er det højt spil med øjeblikkelige borgerlige omkostninger. Spørg i Gentofte. Og måske finder Vestager også et par Venstre-højborge at tage ekstra kommunale penge fra, når hun nu er i gang, og Frank Aaen sidder ved samme bord. Bare for at få sin pointe igennem.

Det baltiske eventyr - godt at få forstand af

Uffe Ellemann — Mon, 14 May 2012 15:37:06 +0000

Blandt de otte nordisk-baltiske lande er der kun ét, som er fuldt integreret i internationalt samarbejde – men min beskedenhed forbyder mig at sige hvilket! Sådan sagde Estlands præsident Toomas Ilves i denne weekend i forbindelse med den årlige ”Lennart Meri Konference” i Tallinn. Og Ilves er ellers ikke kendt for at være beskeden eller tilbageholdende – snarere tvært imod…. Men han har heller ikke så meget at være beskeden af: Estland er det eneste af de otte nordiske og baltiske lande, som er med i EU og NATO uden forbehold eller undtagelser. Og Estland er tillige det eneste Euro-land, som i dag lever fuldt og helt op til alle forpligtelser i den forbindelse. Så der er ikke noget at sige til, at den lille nation bryster sig. Den årlige ”Lennart Meri Konference” holdes til minde om Estlands tidligere præsident, der førte landet ind i det internationale samarbejde – og her samles hvert år venner af Estland fra hele verden for at diskutere det internationale samarbejde. Her kommer ledende russiske demokratiforkæmpere – i år f.eks. oppositionslederne Kasparov, Nemtsov og Illarionov – for forholdet til den store nabo er et fast punktpå dagsordenen. Men i år var hovedtemaet naturligt nok truslerne mod den demokratiske kapitalisme – og her er Estlands og de to andre baltiske landes eksempel gode at få forstand af. Det er da også en fantastisk historie, når man tænker på, hvordan udsigterne tegnede sig for bare 25 år siden: Estland var låst inde som en del af Sovjetunionen, hvor landet var blevet tvunget ind mod befolkningens ønske i den brutale tid op til Anden Verdenskrig, hvor Hitler og Stalin delte Europa mellem sig. Sandheden om denne historiske forbrydelse var begyndt at blive spredt, men der blev slået hårdt ned på de nationale bevægelser, som var begyndt at røre sig i alle tre baltiske lande. I dag er først og fremmest Estland blevet en europæisk rollemodel – og det lille land er sammen med Letland og Litauen, som blev ramt hårdere end næsten alle andre af den globale finanskrise, igen begyndt at have økonomisk vækst. Da krisen ramte, valgte de tre lande at slå ind på en benhård omstrukturering: De fastholdt deres valutaers kurs i stedet for at gå devalueringsvejen – Estland gik endda målbevidst efter at blive en del af Euroen, og det lykkedes for snart halvandet år siden. I stedet for at devaluere, valgte man den hårde og vanskelige vej med ”interne devalueringer”: Konkurrenceevnen blev styrket ved omfattende offentlige besparelser og en nedgang i lønningerne, som for offentligt ansatte var omkring en fjerdedel. Det var en meget hård tid, med stor nød – men nu er man ved at være ude på den anden side, og resultaterne er ved at vise sig. Der ligger naturligvis et budskab til de europæiske lande, som i dag slås med lignende problemer – faldende konkurrenceevne og stor gæld. Men når man foreslår f.eks. grækere og franskmænd, at det er den vej, de skal slå ind på, rulles der med øjnene. Det laver sig ganske enkelt ikke gøre i et moderne demokratisk samfund, lyder det – og når det lykkedes hos balterne, må det jo være fordi demokratiet og dets institutioner endnu ikke er groet så fast som i andre lande…. Det baltiske eksempel er værd at tænke på, når den nye franske præsident Hollande i morgen drager på besøg i Berlin – samtidig med, at den græske tragedie fortsætter uden udsigt til en løsning. Både grækere og franskmænd skal acceptere nedgang i levestandard for at få tingene til at gå den rette vej, men det vil de ikke. Og dermed risikerer vi, at gælden fortsætter med at vokse – samtidig med, at lande udenfor Europa løber med gevinsterne ved at lade de europæiske seddelpresser køre i forsøg på at skubbe en kunstig vækst i gang. Tyskerne er blevet beskyldt for manglende solidaritet, fordi de stiller skrappe krav til grækerne. Men man skal huske på, at det ikke var tyskerne, der ønskede Euroen. Den fælles valuta var Tysklands betaling til resten af Europa for den tyske forening, og den fælles valuta skulle dæmpe risikoen for et alt for dominerende Tyskland. Den daværende tyske forbundskansler Kohl tromlede Euroen igennem mod sin egen finansministers modstand – og når man taler om ”afgivelse af suverænitet” i forbindelse med skabelsen af den fælles valuta, så glemmer man, at det først og fremmest var Tyskland, der afgav suverænitet. Det forstod man i Estland. Her har man haft flere forskellige valutaer i de sidste 100 år: Først var der Rublen, fordi de baltiske lande var en del af Rusland frem til Første Verdenskrigs afslutning. Så kom en kort selvstændighedsperiode, hvor Estland havde sin egen valuta – Kroon – men den blev aflyst igen af Rublen, da Estland blev tvunget ind i Sovjetunionen. Og i en kort periode under den tyske besættelse var valutaen Mark – og efter selvstændigheden i 1991 vendte man hurtigst muligt tilbage til Kroon som et symbol på friheden. Men den estiske Kroon fik et kort liv – endnu kortere end i den første periode af selvstændigheden – for fra udgangen af 2010 var Estland med i Euroen. Og det opfattede esterne ikke som en afgivelse af suverænitet. Det var tvært imod et symbol på deres vilje til at være en del af det forpligtende samarbejde i EU, som er med til at underbygge landets selvstændighed. Det kan godt være, at de demokratiske institutioner endnu ikke er så underbyggede i de baltiske lande, som hos os andre. Men er det ikke, som om de har forstået noget, andre i deres forstokkethed vender ryggen til…

Folkedomstolen som karrieremaskine

Anne Sophia Hermansen — Mon, 14 May 2012 10:43:19 +0000

Folkedomstolen fremstilles ofte som en uhyggelig og altødelæggende instans. Små fejltrin kan få store konsekvenser, og lange karrierer kan afsluttes i korte TV-klip. Men mange af de politikere, som folkedomstolen har dømt ude, er siden kommet tilbage og har i tilgift fået noget, man ikke kan få på statskundskab, nemlig karakter. Måske kommer det også til at gælde for Henrik Sass Larsen, der i efteråret gik ind på Helle Thornings kontor som finansministerkandidat og ud igen som dead man walking, og så i onsdags blev gruppeformand og nu er udset til at være den, der kan redde regeringen. Nå da. Glemt er møderne med Suzuki-Torben og de andre rygmærker på Café Vanilla i Køge, og uproblematisk er også den manglende sikkerhedsgodkendelse, som ellers var meget problematisk engang. Og vigtig. Så vigtig, at Sass Larsen efter mødet med Helle Thorning kørte angrende hjem til Køge, mens han fortalte til et kamerahold i bilen, at han havde gjort noget dumt, men ikke ulovligt, og at det var forbi. Han har formentlig frygtet folkedomstolen, der selvfølgelig også kan være hård og har magten til at ødelægge et politisk liv på under et sekund. Den lærer os, at du kan have en nok så fin uddannelse, blåt politisk blod og ædle planer om at redde verden, men ikke kan være respekteret politiker, hvis du samtidig smsser med rockere, kører spritkørsel, heiler i Grøften, snyder i skat, drikker på statens regning eller går i seng med 15-årige piger. Så er det forbi. I al fald for en stund. Anders Fogh Rasmussen lavede f.eks. lidt kreativ bogføring og blev fyret som økonomiminister, men mindre end ti år efter var han tilbage som statsminister. Lars Løkke blev også erklæret færdig, men kort efter statsminister, og Helle Thorning er det i dag, selv om danskerne bestemt ikke kan lide politikere, der snyder i skat. Hvis ellers hun har gjort det. Andre eksempler er Mogens Glistrup, der opnåede genvalg fra fængslet, og Peter Brixtofte, der blev valgt ind i en kommunalbestyrelse, selv om de fleste nok var bekendt med hans mandatsvig og alkoholmisbrug. Jeppe Kofod blev landskendt politiker i løbet af en nat - med en meget ung DSU’er. Partiet kaldte det »utilgiveligt«, men det var det ikke. I stedet fik han et navn og en skæbne. Morten Messerschmidt meldte sig også engang ud af DF i skam efter måske at have heilet lidt i Grøften. Han var fuld og huskede det ikke. Ved europavalget i 2009 fik han 300.000 personlige stemmer. Vælgerne tilgav ham, ligesom de tilgav Ritt Bjerregaard alle hendes personsager. Måske handler det om, at folk, der har politisk ambition og vil noget i verden, ikke kan dømmes ude. Uanset hvad. At det, der ligner en krise i pressen, kan være en karrieremaskine, hvis man kigger mere end fire måneder frem i tiden. Jeppe Kofod bliver nu spidskandidat til EU-parlamentet, og det har han kun name-recognition til på grund af sexskandalen. Og selvfølgelig er det ubehageligt at komme for folkedomstolen, men det er også bare historier og aviser, der hurtigt bliver glemt. Logikken synes at være, at når først en politiker er begravet, vil den næste historie handle om hans genfødsel. Også bragt som Indspark i Berlingske den 14. maj 2012.

Væk med to helligdage - var det bare det?

Bent Winther — Mon, 14 May 2012 09:48:03 +0000

Lørdag kunne Berlingske Business offentliggøre tal, som tegner et meget godt billede af de udfordringer, som det danske arbejdsmarked står overfor. Ifølge den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik arbejder over 100.000 i dag med tilskud fra det offentlige i ryggen – enten i virksomhedspraktik, i job med løntilskud, fleks- eller skånejob. Omkring 750.000 i den arbejdsdygtige alder er på overførselsindkomster på fuldtid. Den tidligere regering satsede ret ensidigt på at skaffe ledige i job ved at få dem i jobtræning og andet på virksomheder med forskellige støtteordninger fremfor at sende dem på uddannelse og kortere kurser. En satsning, der var begrundet i, at privat jobtræning får langt flere i job end uddannelse. Men i dag er resultatet altså, at 101.000 er i støttet beskæftigelse. I 2004 var det kun 68.000.

LO-fagforbund har længe raset over tilskudsordningerne, som de - med en vis ret - mener fortrænger ordinære job – der er derfor tale om regulær erhvervsstøtte, mener de. Sådan kan man vælge at se det. Man kan også vælge at se det, som CEPOS og Liberal Alliance gør, at danske lønninger – og skatten – er for høje til, at de ledige kan ansættes på normale vilkår. I hvert fald virker det absurd først at beskatte de ansatte for derefter at yde offentligt tilskud til deres løn. Over en bred kam er der reformer på vej, har regeringen bebudet: Kontanthjælp, førtidspension, fleksjob. Og regeringen vil inddrage arbejdsmarkedets parter i en del af arbejdet, men spørgsmålet er, om det bliver mere ambitiøst af det. Som stemningen tegner lige nu, er det tvivlsomt, om trepartsforhandlingerne fører til ret meget mere end afskaffelse af nogle helligdage og en forstærket indsats på de såkaldt bløde områder som sygefravær, mindre deltid og måske en sløjfet betalt frokostpause i den offentlige sektor. Så er de fire milliarder hjemme, som parterne skal bidrage med til holdbarheden i 2020-regnskabet, for længst hjemme. Fagbevægelsen kræver til gengæld for ofrene mere uddannelse og gunstigere vilkår for den etablerede fagbevægelse. Spørgsmålet er om ikke, man kunne skrue ambitionsniveauet lidt i vejret? I sidste uge foreslog formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen ganske overraskende, at nyuddannede lærere kunne arbejde for deres dagpenge i stedet for at gå ledige. Begrundelsen var, at kommunerne skærer dybt i lærerstaben i disse år, hvilket betyder, at nyuddannede lærere ikke kan få job. Og al erfaring viser, at der ikke skal mange års lediggang til, før kundskaberne ruster, og det bliver svært at komme ind på arbejdsmarkedet. En stribe fagforbund skød med det samme ideen ned, selvom der med den uventede fremstrakte hånd fra lærerforeningen burde kunne udvikles modeller, som kunne tilgodese både skolernes behov for undervisningsassistenter og de nyuddannede læreres behov for at vedligeholde kundskaberne fra seminariet. Hvis fagbevægelsen ønsker at være en medspiller i det forestående reformarbejde, er man nok nødt til at se sig selv dybere i øjnene og tænke mere kreative og dristige ideer frem. LO-toppen vil så gerne være en vigtig medspiller i redefineringen af velfærdssamfundet. Men det kræver, at man kan se ud over egne interesser. I den internationale økonomi vender alle i dag blikket mod Tyskland. Landet som har formået at komme styrket ud af krisen og på én gang skabe store overskud på betalingsbalancen, en lav ledighed og offentlige budgetter, der balancerer – og så ved at satse på noget så gammeldags som traditionel industriproduktion. Det kigger man på med misundelse ikke bare i resten af Europa men også i USA. En af årsagerne til det tyske mirakel er, at landet gennem en årrække har været igennem en række grundlæggende reformer af det dengang meget stive tyske arbejdsmarked. De såkaldte Hartz-reformer – opkaldt efter Peter Hartz, Volkswagens personaledirektør, som stod i spidsen for reformarbejdet gennem 00erne – har betydet, at virksomhederne i dag blandt andet kan ansætte på kortere kontrakter med en kortere og mere fleksibel arbejdstid og til en lavere løn end tidligere. Danmark er i forhold til Tyskland langt fremme med at skabe fleksibilitet på arbejdsmarkedet. Udfordringerne herhjemme er af en anden karakter. Nemlig at alt for mange er parkeret på offentlige ydelser, og konkurrenceevnen er i bund. Men det imponerende ved den tyske reformproces var den beslutsomhed, som reformerne blev gennemført med, da landet var ramt af en økonomisk krise – i øvrigt under højlydte protester og demonstrationer fra den tyske fagbevægelse.

Fagre voksne verden

Mads Holger — Mon, 14 May 2012 08:30:14 +0000

Så kom regeringens 2020 plan, og jeg må tilstå, at den ved første øjekast virker forbavsende fornuftig. At der så for hovedparten af planen er tale om hælervarer er en anden sag, men monstro ikke vi har folk nok til at henlede opmærksomheden herpå? Uddannelse forekommer et nøgleord i denne plan, og hvor er det dog rigtigt og fornuftigt at satse herpå. Det er vel kun de allerfærreste, der kan bestride nødvendigheden af at fremtidssikre Danmark ved netop at sørge for, at fremtidige generationer udrustes til den globaliserede verden. Det er meget floskelfyldt det der med fremtidssikring, globalisering etc. men det er ikke desto mindre sandt. Gennem 90erne talte vi alle sammen om globaliseringen og IT-revolutionen, der gjorde verden så lille, men det forekom lidt at være modesnak og tom retorik, som man naturligvis måtte byde ind med. Imidlertid tilhører jeg den generation, for hvilken det som den første i danmarkshistorien om sider blev en tangibel realitet. Omkring årtusindskiftet blev jeg som så mange andre kastet ud i verden og det store udland, hvilket var en sindsoprivende oplevelse på godt og ondt. Jeg blev ramt af det, der bedst kunne beskrives som regulær peripeti, det græske dramatiske udtryk for det narrative vendepunkt, som indtræffer, idet fortællingens helt opdager, at alt, hvad han ved, er forkert. Det var den opfattelse, jeg stod tilbage med efter at være kastet ud i den virkelige verden. Det slog mig, at jeg indtil da havde levet i den omvendte verden og var trænet i samme. Den omvendte verden var Danmark og bl.a. det undervisningssystem, der havde formet mig indtil da. Det var som i en børnebog, hvori Mads og Mille rejste bort til et skørt og omvendt land, hvis indbyggere sagde goddag, når de gik, og farvel når de kom. Blot rejste jeg ikke til – men fra – dette omvendte land. Jeg var blandt andet gennem undervisningssystemet vant med en verden, hvor de velhavende var venstreorienterede, og de fattige højreorienterede. De rige var tynde, og de nødlidende fede. Kvinder var stærke, og mænd svage, ambition var pinlig, fraværet af samme udtryk for balance. Det grimme var smukt, og rebellerne var autoriteter, for så vidt som sådanne overhovedet fandtes. Penge var absolut ikke vigtige. De ophøjede skulle ydmyges, og de ydmyge ophøjes, hvilket er genkendeligt i kristendommen, men den var imidlertid kun at betragte som et historisk fænomen for små bizarre samfund, hvis medlemmer man mestendels følte sig tilbøjelig at tildele en diagnose. I den virkelige verden var det lige omvendt over hele linjen. Jeg vil tro, at det sammenlagt tog mig lige så mange år at dreje hovedet på plads og komme i trit med den virkelige verden, som jeg i sin tid havde brugt i det danske undervisningssystem. Der hvor de ambitiøse blev anskuet som nogle, der ”ikke hvilede i sig selv" og hverken lærere eller pædagoger forstod, hvorfor vi drenge skulle rende og kæmpe om den samme fodbold i stedet for at få en hver, så vi kunne blive al den ballade kvit. Vi har i dag fået en kløft, som her til lands har fået lov at vokse sig umådelig stor, og det er netop kløften mellem den faktiske virkelighed og den virkelighed, i hvilken vi formes. Det bliver vi alle i vores hjem, men så sandelig også i den kollektive virkelighed, herunder primært i tre sfærer; medierne, kulturen og undervisningssystemet. Hvis vi tager førstnævnte først, så kunne fagbladet Journalisten forleden fortælle, at fire ud af fem af landets journalister ville stemme på Enhedslisten eller regeringen. Det er i vid udstrækning disse mennesker, der skaber vores medier og former vores kollektive bevidsthed. Gad vide hvad hændte, om man lavede en lignende undersøgelse blandt kulturens folk? Den er mig bekendt ikke foretaget, men jeg tillader mig at gisne om, at vi så nok kunne få ham den vildfarne femtemand til at slutte geleddet. Læs eksempelvis her, hvordan Danmarks Radios dramatiker Tomas Lagermand Lundme beskriver sine problemer med de gamle venner i kulturlivet, efter han har fået arbejde og ligefrem tilhører Enhedslisten, hvilket simpelthen er for borgerligt til at falde i smag i kulturlivet. Endelig er der så de mennesker, som former os i institutioner og gennem skole- og undervisningssystemet. Der har i nærværende medie senest været lidt fokus på navnlig pædagogernes virke samt den faglige kvalitet af de akademiske uddannelser, og med fare for at anvende en floskel så frygter jeg det sandt, at vi blandt pædagoger, skolelærerinder og gymnasielærere mm næppe heller finder et ideologisk spektrum, som gengiver det øvrige samfunds. Ingen misforstå mig, der skal være plads til alle perceptioner og kulører, men det forekommer næppe at være tilfældet i dag. Man kan så sandelig også sagtens være en fuldt ud kvalificeret pædagog eller underviser, selvom man har en verdensanskuelse, som måske på mange måder harmonerer bedre med tiden før murens fald, men har man et undervisningssystem af en sådan beskaffenhed, bliver det problematisk, når dets elever mødes af nutiden. Resultatet bliver, at vi har en faktisk verden og en fortælling om samme, der adskiller sig vidt fra hinanden, og det bliver op til færdiguddannede unge selv at lukke hullet disse to sfærer imellem. Det kan godt lade sig gøre, men kræver tid og energi, som bestemt kunne være anvendt bedre. Globaliseringen vanskeliggør kun denne opgave yderligere, for ude i den store verden er det i endnu højere grad sjældent, at alle drengene får en fodbold hver, så vi slipper for kampen. Så kan det godt være, at man fra pædagogisk side finder dette forhold for dårligt, men sådan er det. Der er både herhjemme og ude i verden små obskure enklaver som disse, hvor tiden står stille. Der findes stagnerede samfund, som lever isoleret fra omverden. Selvom vi måske ikke deler disse enklavers levevis og verdensanskuelser, så må vi dog som demokrater respektere deres eksistens i fredelig sameksistens med resten af verden. Det er lidt at betragte som Hviderusland, der ligger midt i Europa. Vi lever ikke desto mindre på resten af kontinentet relativt upåvirket heraf og kunne være tilbøjelige at ytre, at det må de selv ligge og rode med, når blot det ikke bliver alt for umenneskeligt. Med andre ord har vi en spændende og krævende globaliseret verden, som unge mennesker sendes ud i, men først efter årtiers endt ophold i en sådan enklave a la Hviderusland. Når derfor vi sikkert langt hen ad vejen alle kan enes om, at uddannelse er vejen frem, så må vi også spørge til kvaliteten af samme i stedet for blot at skrive en check og så begynde at tale fordelingspolitik igen. Det går ikke længere, de langsigtede og alvorlige konsekvenser af dette har vist sig, vi behøver ikke længere at gisne herom og fremdrage flere obskure pædagogiske PhD afhandlinger om, at børn faktisk lærer mere gennem müsli end lektielæsning. Vi har en hel generation af mænd, som er ude af drift, hvert femte skolebarn, der forlader folkeskolen, har ikke basale læsefærdigheder, og den ene mere afsindige historie efter den anden dukker op fra universiteterne. Lad os således håbe, at regeringen eller i hvert fald Socialdemokraterne er deres ansvar bevidst og sikrer, at alle danske børn får den uddannelse, som de har krav på, men er blevet berøvet, fordi ingen måtte lære, hvad ikke alle kunne lære. Lad os håbe, at man i S om sider får øjnene op for, at den største trussel mod social dynamik netop er hadet til faglighed og de faktiske forhold i jernindustrien, fordi de privilegerede børn nok skal få det lært derhjemme, mens de udsatte aldrig får en chance. Det ville klæde S at rydde op efter sig, når nu VKO aldrig viste mærkbar interesse for at smøge ærmerne op i så henseende, men det er ikke nok blot at betale mere for en vare, der aldrig blev leveret. Man burde begynde med at få noget for de penge, der allerede betales ganske mange af.

Frelser til rød stue

Lisbeth Knudsen — Sat, 12 May 2012 21:21:28 +0000

Stakkels Henrik Sass Larsen. Efter denne uge er forventningerne i medierne til, hvad han kan udrette for Socialdemokraterne og regeringen blevet skruet op i et toneleje i medierne, hvor selv den bedste mand med selv den bedst tænkelige medvind næsten er dømt til at fejle. Medierne gik amok i genopstandelses-retorik i forhold til politikeren, der måtte opgive et blive minister for ganske få måneder siden på grund af dårligt privat selskab i Køge, men som statsministeren nu har kaldt til tjeneste igen i forreste geled. Henrik Sass Larsen har i månedsvis nærmest i det skjulte forberedt trepartsforhandlingerne for regeringen og skal nu klare ærterne sammen med finansminister Corydon. Henrik Sass Larsen skulle være manden, der både kan genoprette de gode forbindelser til Enhedslisten med den venstre hånd og banke Venstre-folkene på plads med den højre, hvis de skulle vise sig alt for frække. an er manden, der skal rette op på de dårlige Galluptal og skabe nyt humør i den socialdemokratiske gruppe. Og manden der nu i et interview har fået et stærkt klarsyn på, hvad der er gået galt med styringen af SRSF-projektet, siden parterne forlod hoteltårnet på Amager og indtog regeringskontorerne - dog uden netop samme Henrik Sass Larsens medvirken. Det skal blive interessant at se, hvordan Sass Larsen vil spille de næste kort. Tilbage må der være en refleksion i medierne om behandlingen af politiske genkomster, der som i Sass Larsens tilfælde er helt forudsigelige. Det var kun et spørgsmål om, hvor længe karensperioden uden for S-toppen ville være. Men i disse breaking news -tider på alle kanaler har vi brug for sensationer, og juicy navnehistorier til at krydre nyhedsudbuddet, og en mand med stambord på café Vanilla i Køge og rockeren Suzuki-Torben som bekendt, der i medierne ønsker til lykke og lover beskyttelse til den nye gruppeformand, kalder jo på særlig opmærksomhed. Med de venner må han være glad for sine fjender. Det er også en mand, der er kendt for sprøde og overskriftsegnede udtalelser om politiske modstandere, som gør sig godt i medierne. Sjældent har en gruppeformandsudnævnelse fået så meget omtale, at det nærmest stjal billedet fra regeringens 2020-plan i denne uge. Det interessante ved denne uges udnævnelse er også, at hovedpersonen blev kåret i medierne lang tid før den socialdemokratiske folketingsgruppe nåede at mene noget om udskiftningen på formandsposten. Selv om hovedpersonen høfligt huskede at vente med at udtale sig i sin nye egenskab før han var valgt, så var den sag en formalitet og forgængeren ekspederet over i en næstformandspost i partiet. Sagen Henrik Sass Larsen viser, at der er afsindigt kort mellem skurkestatus og heltestatus i medierne. Han var manden, der tog nedturen fra toppen af et højhus til parkeringskælderen for få måneder siden, som Ask Rostrup så malerisk formulerede det i TV-Avisen, da Sass måtte springe af regeringsholdet i sin tid, og som nu er steget på elevatoren den modsatte vej i denne uge. Der er folk med en politisk styrke som Ritt Bjerregaards eller Anders Fogh Rasmussens, der tåler at blive slået tilbage til start, og de skal nok komme igen. Om Sass har det stof i sig og lykkes med alle de opgaver og evner, han nu er tillagt, må de kommende måneder vise.

Paradise Hotel

Kathrine Lilleør — Sat, 12 May 2012 08:26:49 +0000

”Jeg er så dårlig til skole. Jeg er så uklog lige på skoleniveau”, udtalte en af de unge piger, der for tiden kan ses i Paradise Hotel. For 117. gang kører reality-showet på TV3, hvor man dagligt kan følge en håndfuld drenge og piger kæmpe om at blive den, der scorer pengepræmien i finalen. På et hotel i Mexico drikkes der igennem, og elskes foran kameraet på kryds og tværs. Godt nok har alle en partner, men utroskab er dagens orden i et reality-show, hvor hver enkelt program er bygget op om selskabslege og en slut-gevinst, der inspirerer til intriger. Et univers, hvor alle kæmper mod alle, ingen er til at stole på, og dog former man alliancer undervejs for at nå pengepræmien. Man bliver fra programmets start anvist et værelse med dobbeltseng og en tilfældig partner, der kan skifte når som helst, forventningen fra programtilrettelæggernes side er, at man er generøs med sin krop. Som det fremgår behøver man ikke at være klog ”på skoleniveau” for at vinde Paradise Hotel, faktisk vil det nok være en ulempe, hvis man har talent for logaritmer og eftertænksomhed. Jeg skal da også indrømme, at det har taget mig tid at forlige mig med, at Paradise er et fast indslag i præstegårdens teenageværelser, hvor døtrene dagligt lader sig underholde af forviklinger, der ligger under bæltestedet. Men nu er jeg i mit embedes natur altid interesseret i, hvordan folk forestiller sig såvel himmel som helvede, så jeg har fulgt nogle programmer for at opdage, hvori det paradisiske i Paradise Hotel består. Til de, der ikke magter at gøre lignende feltstudier, kan jeg rapportere, at skaberne af dette realityprogram besidder en stor portion sarkasme, for hvis Paradise Hotel er paradis, så vil rigtig mange foretrække Helvede. Her er godt nok alt, hvad mange unge mener, er himmelsk: Sex, alkohol, fest, sol, servering, konkurrence og jævnaldrende venner. Men i hvert eneste program ender op til flere deltagere i den sorte gryde. De græder, de fortryder, de er utrygge, al latter og al omsorg klinger hult. At det, man troede, ville være paradis er rent helvede, er en af de store livserfaringer. H.C. Andersen skrev eventyret ”Lykkens Kalosker”, der handlede om, at enhver der trådte ned et par fortryllede overtræksstøvler fik straks det, som vedkommende forestillede sig ville være den højeste lykke. Hver eneste støvlebærer opdagede derpå, at det, der skulle have været lykkeligt, var særdeles ulykkeligt. En forunderlig men sand pointe, som man ikke behøver at have deltaget i Paradise Hotel for at kende sandheden af. Lykken finder vi meget sjældent dér, hvor vi forestillede os det. Ulykkeligvis. Lykken åbenbarede sig helt andre steder. Lykkeligvis. Indrømmelse: Jeg har fordomsfuldt ment, at man mistede hjerneceller af at se Paradise Hotel. Et lodret dumt program. Men det er forkert. Deltagerne er ganske vist ret ukloge, og desværre ikke kun ”på skoleniveau”, men programmet er ren livsanskuelses-undervisning i alt det, man ikke skal gøre, og hvad der sker, hvis man gør det alligevel. Man kan nemlig godt lære af andres fejltagelser. Andres bristede håb, fortvivlelse og udstødelse. Paradise Hotel giver dagligt teenagerne en rundtur i bristede forventninger: Paradis - Helvede t/r.

Er en konservativ teknologikritik mulig?

Kasper Støvring — Wed, 09 May 2012 12:49:53 +0000

I mit seneste indlæg opstillede jeg en række dilemmaer, der er knyttet til især bioteknologiens muligheder – og risici, herunder kloning og eugenik: en art genetisk ingeniørkunst, hvor genetiske forandringer risikerer at blive nedarvet til kommende generationer. Det sker alt sammen under den progressive parole: vi forbedrer mennesket og dets livsbetingelser – og i alliance med industrien, bl.a. indenfor neurofarmakologi, der har stærke interesser i at sælge produkter, der lover konstant optimering, evig lykke, det perfekte barn, ja, udødelighed. Men den konservative teknologikritik stiller spørgsmålet: hvad nu hvis teknologien ikke hjælper, men i stedet binder mennesket i en ny tvang? Dette dilemma har at gøre med, at videnskaben ikke kan begrænse sig selv, simpelthen fordi den ingen grænser kender. Hvad der KAN gøres, SKAL gøres. Tilsvarende er det vanskeligt at forestille sig, at patienter af sig selv styrer og begrænser deres behov for nye midler til ”helbredelse”. Francis Fukuyama er en skarp kritiker af den bioteknologiske udvikling i bogen med den sigende titel ”Our Posthuman Future” – vores postmenneskelige fremtid. Fukuyama er ham med tesen om historiens afslutning, som vi har nået, fordi liberalt demokrati ikke har nogen alvorlige konkurrenter. Dog mener Fukuyama selv, at netop videnskaben og især bioteknologien faktisk udgør den største trussel imod liberalt demokrati. Hvorfor? Ganske enkelt fordi bioteknologien udgør en trussel mod selve den menneskelige natur og den tilhørende ide om værdighed, der udgør kernen i et liberalt demokrati. Fordi videnskabens udvikling ikke er slut, er historien det heller ikke. Af samme grund bør stater regulere teknologien og standse eller bare hæmme udviklingen. Men det er svært at se, hvordan det kan ske effektivt. Deri det konservative dilemma. I den moderne tidsalder vi lever i, har den progressive – fremskridtsvenlige – liberalisme i bred forstand sejret. I dag er vi alle moderne, godt og vel. Bioteknologien er en frugt af moderniteten, og hvorfor skulle vi ophøre med at æde af den forbudne frugt, når nu vi lystigt æder af alle andre af modernitetens mange frugter – de liberale og materielle goder, vores rettigheder og vores velstand – i det mindste i Vesten. Vi kan vanskeligt påkalde os et betydningsfuldt, a-moderne eller anti-moderne værdigrundlag, der er i stand til at fortælle os, hvorfor og hvordan udviklingen skal standses. Religionen har tidligere udgjort modernitetens korrektiv, men den har ingen bred indflydelse i dag, om end den muligvis kan revitaliseres. Man kan i stedet henvise til ideen om en evig og almen menneskelig natur. Menneskets indre natur og de behov, der udgør menneskets artskendetegn, er ikke moderne; fortalerne opfatter netop naturen som en essens (modstanderne reducerer i stedet naturen til en konstruktion). Ved at appellere til naturen bygger man bro mellem metafysik og etik: Fra naturens hånd gives der så at sige gode og dårlige måder at leve på. Til naturen hører en særlig etik; men det er, hvad modstanderne kalder en naturalistisk fejlslutning: Man kan ikke slutte fra ”er” til ”bør”. Til samme klasse af argumenter hører naturretten, der begrunder den retmæssige opfyldelse af menneskets behov i samme almene indre natur. Problemet er imidlertid, at naturretten er en skøge, som den berømte retsfilosof Alf Ross sagde: Den sover med hvem som helst, der påkalder den. Liberalister, konservative, kommunister, kristne og islamister m.fl. taler alle – i hvert fald om en slags – naturlige rettigheder, altså om det, der er i naturens orden. Og historisk er mange ting, som f.eks. slaveri, blevet forfægtet som en naturlig værdi. Og hvordan kender vi i det hele taget de naturlige behov? For en stor dels vedkommende kender vi dem kun i en indirekte forstand, nemlig som afledte fra de kulturelle aktiviteter, de er forbundet med. Også moderne evolutionsbiologi taler positivt om menneskets natur, og den har, som f.eks. hos filosoffen Steven Pinker, meget at tilbyde. Men det helt store problem er, at bioteknologien enten afviser eksistensen af en fastlagt menneskenatur, en indre natur – eller den ønsker at omforme naturen. Bioteknologien stræber med andre ord mod at ændre eller helt fjerne selve det menneskelige eksistensvilkår. Hvorfor er det nu et problem? Det korte svar er, at store ændringer altid vil skabe negative konsekvenser, der ikke var tilsigtede eller forudsete. Bare tænk på muligheden for at forlænge livet: Konsekvensen vil blive overbefolkning. Hvad med ressourcerne? Vil der udbryde nye krige eller terror? Hvad med arbejdsløsheden? Og forskellene mellem dem, der har råd til teknologien og alle de andre? Osv., osv. Genetisk ingeniørkunst vil ændre ved alt det fundamentale i tilværelsen. Historiske erfaringer, der er overleveret gennem trial and error, hvor fejl løbende er blevet korrigeret, vil blive udvisket, tavlen vil være ren, og man vil starte forfra med uoverskuelige konsekvenser. Selve ideen om menneskets værdighed – der hænger intimt sammen med elementære forhold som fødsel, aldring og død – vil blive forandret til ukendelighed. Allerede Nietzsche talte om, at selve tilværelsens tragiske dimension, som er med til at gøre mennesker menneskelige, vil blive afskaffet af den nye form for anti-humanistiske nyttetænkning. Det, der med et tungt ord kaldes skæbne, vil miste sin betydning. Tilbage til det konservative dilemma: Hvordan standser man udviklingen, når vi nu i øvrigt omfavner moderniteten, herunder teknologien. At appellere til naturen er at appellere til noget før- eller endda a-moderne. Til trods for alle de problemer, vi skrider ud i, hvis vi henviser til en menneskenatur, så synes det at være den nok bedste mulighed, vi har. For vi har brug for noget i vores moderne tilværelse, f.eks. en ide om værdighed, der forbyder at reducere mennesket til en genstand for påvirkning, behandling og manipulation, altså noget, der gør det muligt at bevare de vundne liberale goder, men som ikke desto mindre er uforeneligt med moderniteten selv. Lidt på samme måde som man kan argumentere for, at kristendommen leverer de værdier, dyder og normer, som et frit og stabilt, moderne og demokratisk samfund afhænger af – men som er af før-liberal, før-demokratisk og før-moderne art og i øvrigt er intrinsiske, dvs. opfattes som værdifulde i sig selv og ikke blot ses som instrumenter for at opnå noget andet (man tror – hvis man tror – ikke på Kristus, fordi det skaber et demokratisk samfund). De fleste i dag er dog alt for moderne til at acceptere f.eks. pavens religiøse påbud; de er for samtidige til at bekende sig til antikkens filosofiske naturbegreb; og de er for videnskabelige til at tro på kunstens apokalyptiske fortællinger modus Huxleys Fagre nye verden. Desuden er teknologikritikere oppe imod stærke interesser indenfor industrien, politikere er for forvirrede til at kunne enes om en fælles vej, og sidst men ikke mindst er den indre motor i videnskaben for mægtig. Igen: Hvad der KAN gøres, SKAL gøres. Stort set alle forsvarer videnskabens autonomi: Videnskaben må ikke underkastes ydre krav i form af politik, filosofi, teologi osv. Videnskaben har sine egne love, der skal respekteres. Vi, dvs. de konservative iblandt os, kan udmærket vælge at stige af toget – men toget fortsætter fremad. Hvad der er fornøden, er netop bredt og selvfølgeligt accepterede ikke-moderne værdier for at bremse udviklingen, samtidig med at vi bevarer de liberale goder i moderniteten. Det er, som man siger, lettere sagt end gjort. ”Kun en gud kan redde os”, sagde Heidegger.

Er der en departementschef til stede?

Mads Kastrup — Tue, 08 May 2012 15:06:09 +0000

Kan nogen huske værdikampen? Ved I også, hvem der i dag står som vinder? Det gør jeg. Ved det, altså. Forudsat at værdikampen ikke primært handlede om udlændinge, aktivistisk udenrigs politik eller rundkredspædagogik i folkeskolerne, men om det til enhver tid vigtigste: The economy, stupid, som de siger i verdens mægtigste land. Jeg kan sige så meget, at vinderen ikke er Anders Fogh Rasmussen, der ellers iværksatte værdikampen for ti år siden som ”det vigtigste” overhovedet i politik. Heller ikke hans afløser, Lars Løkke. Det er heller ikke den nuværende regering, der med sin tiltrædelse i september indtog sejrsskamlen og dermed pludselig fik indgraveret sit politiske navn som ære for at have vundet kampen om sandheden. Vinderen findes et andet sted. Det er en udbredt vildfarelse i dækningen af dansk politik, at der findes to store, modsatrettede politiske holdninger til økonomi i det danske parlament. Henholdsvis regeringens og oppositionens. Det er ikke tilfældet. Alligevel udgør denne præmis konstant baggrunden for det meste dækning samt en del kommentarvirksomhed i de medier, der hævder at være demokratiets salt og den oplyste kritiks inderste blomme. Virkeligheden er en anden. Alle er stort set enige. Bortset fra de to fløjpartier, Enhedslisten og Liberal Alliance. Ellers er det eneste, resten af Tinget har et slag om, ikke hvilken politik, der skal føres, men hvem der skal have lov at føre den. Hvem skal være regering, og hvem skal være opposition? Måske er det også derfor, at man i årevis har haft en hjemlig politisk dækning, der vægtede strategi frem for indhold. Der lænede sig op ad hvis-der-var-valg-i-morgen-prognoser snarere end op ad erkendelsen om, at der er først valg om flere år, så lad os kigge på, hvad de regerende egentlig vil, og hvad det betyder for danskerne. Længe troede man, at det at gennemføre reformer i Danmark, der definitivt gør op med væksten i den offentlige sektor, var noget, man passerede skillelinjen for at opnå vægtig tilslutning til tilbage i 80’erne. I dag (tirsdag) er SRSF-regeringens 2020-plan kommet og siger det modsatte. Hvilket naturligvis ikke er ensbetydende med, at det også ender sådan. Men intentionen synes ret klar. Med samme vækstmål som den borgerlige regering sluttede sin periode med; 0,8 frem til år 2020, skal den offentlige sektors langsomme, men hidtil gletcher-uafvendelige skred mod den store smeltesø af gæld standses. En privat dæmning bør bygges. Ligeledes med en intention om at fjerne 90.000 danskere fra passiv hjælp og sætte disse samt en arbejdsløsheds-udsat ungdom i arbejde ved at skabe 180.000 arbejdspladser. Alt i alt: En rød plan om blå vækst. Én af de første reaktioner kom fra Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl: ”Direkte pinligt,” sagde DF’eren. Han mente, regeringen skulle ”erkende, at planen er en kopi” af den tidligere regerings 2020-plan. Lars Løkke Rasmussen kom og sagde noget lignende i mere runde vendinger. Han erklærede sig glad for, at regeringen havde lagt tanken om ”uhæmmet offentlig vækst” bag sig. Og man ventede derefter, at Villy Søvndal eller en anden dukkede op og replicerede: ”I lige måde!” Det er så her, man bliver så træt. For hvad er det egentlig oppositionen opponerer imod? Står de og siger, at det er for dårligt, at Socialdemokraterne, De radikale og SF er nødt til at føre VKO’s økonomiske politik? Er det den oppositionelle hovedpointe? Eller beklager de ene og alene ”de andres” mulighed for at udføre det svendestykke, de selv dumpede i forsøget på at mestre? Det hedder i politisk analytiker Thomas Larsens klumme i dagens (kun print, tirsdag) Berlingske: ”Lykkes det (2020-planen, red.) vil det være regeringens svendestykke. Økonomisk vil S, R og SF ikke længere stå i gæld til Løkke og VK-regeringen, som med genopretningsplanen fra 2010 og tilbagetrækningsreformen fra 2011 gennemførte de reformer, som landets førende økonomer havde efterspurgt.” Første del om svendestykket, lyder sandt. Resten er beklageligvis en forvrænget udlægning, må jeg påpege. VK nåede i yderste stund - efter modvilligt og under stor smerte at have vristet sine limede håndflader fri fra ministerstolenes armlæn – at rejse sig op råbe: ”Tilbagetrækningsreform!” VK-regeringen blev bønfaldet om at udbryde dette – og gennemføre det propert - af samtlige anerkendte økonomer og vismænd i hele sin regeringsperiode. Men stort set forgæves. Gæld er således ikke noget, nogen kan stå i til de borgerlige. At påstå det, er at prutte ud af samme politiske endetarm som eks-finansminister Claus Hjort Frederiksen (hvilket jeg har forklaret her) for nylig gjorde i Information. Man kan i dag genkalde sig Anders Fogh Rasmussens nasale forsikring: ”Der er råd til både skattelettelser og bedre velfærd.” Det var der imidlertid ikke. Gæld er noget, der står på ryggen af de borgerlige. ”Mådehold er en vej til sammenhold,” sagde Helle Thorning-Schmidt i sin 1. maj tale. En forbløffende sætning med sigte om at opfordre til at holde igen. Politikens lederskribent og polistiske analytiker, Kristian Madsen, kaldte sætningen noget nær ”en pietistisk parodi”. I en klumme hævdede han, at dansk økonomi – med en angiveligt løfterig betalingsbalance - tværtimod har det generelt fint. Hvorfor det værste, ifølge analytikeren, er: ”at regeringen har kørt sig selv ind i en retorisk blindgyde, hvor det at spænde livremmen ind er blevet en dyd i sig selv,” som han skrev og derfor kaldte Thornings synspunkt ”mildest talt bemærkelsesværdigt.” Også Kristian Madsens forvrængning er jeg nødt til at påtale. Dansk økonomi vil de næste otte år ikke være i stand til at bære ældrebyrden, hvis ikke reformer sættes i værk. Danmarkshistoriens største årgange fra efterkrigsårene har netop nået pensionsalderen. Imens må yngre generationer, eksempelvis årgangene fra starten af firserne, hvor blot omkring 55.000 blev født pr. årgang, arbejde mere. De skal løbe endnu stærkere for at finansiere efterløn og pension. Og fænomenet vil i de kommende år blive værre. Og værre. Hvis ikke der opnås enighed om reformer, der øger arbejdsstyrken og sparer overførselsindkomster. Hver gang en plan - 2020-, 2032-, 20-hvad som helst plan – skitseres, går et politisk medieteater i gang med at afsøge konfliktmaterialet i planen. Udmærket. Naturligvis. Det er journalistikkens – samt det politiske kommentariats - væsen. Men hvis granskningen finder sted ud fra en falsk forestilling om, at vi i dag besidder en ødsel, uansvarlig regering med diverse rundkastninger af kroner i frygt for at blive straffet ved et kommende valg af en krævesyg vælgerskare, går man galt i byen. Det var den forrige regering. Eller også falder der hver gang knarvorne kapitalistbeskyldninger, som hævder, at der findes politiske kræfter i Danmark, som mener, at arbejderen skal betale mere til produktionsevnen og være mådeholden af hensyn til indtjeningsmulighederne for landets virksomheds ejere. Hermed tager man imidlertid ligeledes stereotypisk fejl. Med mindre man i dag hermed mener SRSF-regeringen. Rollerne synes byttet om. Den tilbagetrækningsreform, som Lars Løkke og Venstre bryster sig af, blev symptomatisk for dansk politik, hovedpointen i talen fra departementschefen i statsministeriet til Lars Løkke ved overdragelsesforretningen mellem Løkke og Thorning. Han bemærkede over for Løkke, som en rektor over for en elev ved en dimission, at her var ”Løkke trådt i karakter”. Denne begivenhed fandt sted to og et halvt år inde i Lars Løkke Rasmussens statsminister tid. Hermed er vi fremme ved konklusionen, der må falde i to spørgsmål: 1: Har V og K ret mange andre valg end at hjælpe regeringen med den 2020-plan, som den åbenbart gerne selv havde gennemført, men nølede med? 2: Hvis departementschefer i sidste ende uddeler karakter, er det så ikke også dem, der sidder på sandheden i kampen om sandheden? Følgelig mener jeg at vide, hvem der vandt værdikampen. Det gjorde departementscheferne. I Statsministeriet. Og i Finansministeriet. Folk, der – uanset regeringens farve – er tvunget til at forholde sig til virkeligheden. Fra nu af og til 2020 kan man selvfølgelig også sætte sin lid til statsadministrationen.

Institut for Menneskerettigheders (glædelige) kovending

Jacob Mchangama, Cepos — Tue, 08 May 2012 11:36:47 +0000

I dagens udgave af Jyllands-Posten kan man læse, at Institut for Menneskerettigheder (IMR) anbefaler at ophæve straffelovens § 140 - den såkaldte blasfemiparagraf. IMRs udmelding og de politiske reaktioner derpå fortjener indgående behandling, hvorfor jeg vil blogge om emnet både i dag og senere på ugen. Først skal det handle om Institut for Menneskerettigheder og i kommende blogs de forskellige udmeldinger fra politiske partier, samt mulighederne for at gå endnu længere ift. at styrke ytringsfriheden. Det kan lyde paradoksalt at skulle rose en menneskerettighedsorganisation for at ville styrke ytringsfriheden og dermed en af de mest grundlæggende og basale menneskerettigheder på bekostning af abstrakte religiøse følelser. Men der er tale om et paradigmeskifte, der er langt mere væsentligt – og modigt - end IMRs direktør Jonas Christoffersen vil være ved. For IMR har under sin tidligere ledelse bestemt ikke været fortaler for øget ytringsfrihed i kildne religiøse spørgsmål, tværtimod. Adspurgt i dagens avis om det var i orden, at Jyllands-Posten bragte karikaturtegningerne af Muhammed, udtaler Christoffersen bl.a. ”ja, det var det. Jeg tror heller ikke, at instituttet har udtalt sig imod det”. Men det er så sandelig en sandhed med modifikationer. I 2006 udsendte daværende direktør for IMR Morten Kjærum en pressemeddelelse sammen med tre øvrige nationale menneskerettighedsinstitutioner. Pressemeddelelsen havde overskriften ”Dialog i stedet for had og aggression”. I meddelelsen udtryktes der:

”dyb bekymring for den aktuelle mangel på dialog, som er forårsaget af Jyllands-Postens tegninger af profeten Muhammed og den efterfølgende internationale reaktion. De europæiske nationale menneskeretsinstitutioner har til opgave at beskytte og fremme alle menneskerettigheder, herunder både ytringsfriheden og retten til religionsfrihed. Ytringsfriheden anses ofte, som forudsætningen for udøvelsen af andre rettigheder og er som sådan nødvendig i et demokratisk samfund. Men ytringsfriheden er og har aldrig været ubegrænset. Alle menneskerettigheder må udøves på en måde, der ikke krænker andres rettigheder. Historien i Europa har vist, at det kan have meget alvorlige konsekvenser, når flere forskellige begivenheder sammenlagt bidrager til at skabe en opsplitning mellem flertal og etniske og religiøse mindretal. En sådan opsplitning nærer had og aggressioner, og er som sådan skadende for ethvert samfunds dynamik og udvikling. Publiceringen af tegningerne og reaktionen på disse bør ses i sammenhæng med en hård og konfrontatorisk debat. Derfor benytter vi lejligheden til at opfordre regeringer, uafhængige institutioner og civilsamfund overalt til at samarbejde med det formål at fremme og sikre et klima med konstruktiv dialog, med respekt for mangfoldighed og menneskerettigheder uden nogen form for diskrimination”.

I et ”Notat om ytringsfrihed - med udgangspunkt i Jyllandspostens Muhammed tegninger” fra 2006 – der ikke længere kan læses i sin helhed men refereres her (og som jeg nåede at behandle i et bogkapitel, inden det forsvandt online) - skrev IMR bl.a. følgende om Rigsadvokatens beslutning om ikke at rejse tiltale mod Jyllands-Posten for overtrædelse af blasfemi og/eller racismeparagraffen:

Den nuværende heterogene sammensætning af den danske befolkning rejser spørgsmålet, om man som samfund bør være mere forsigtig med at krænke minoriteters følelser end flertallets. Problematikken er tydeliggjort af den meget restriktive danske fortolkning af blasfemi og racisme og en betydelig forskel i den generelle danske opfattelse af, hvad der er krænkende, og et betydeligt mindretals opfattelse heraf. Rigsadvokatens afgørelse fastholder entydigt den restriktive danske fortolkning. Samtidig viser reaktionerne på sagen tydeligt, at et mindretal i Danmark føler sig krænket. Der synes også at kunne konstateres en væsentlig forskel på grovhedskriteriet vedr. racisme i dansk praksis og i praksis under [Racekonventionen]. Sager der videreføres til [Racekomiteen] falder ofte ud til klagers fordel, dvs. imod dansk retspraksis. Dette bør give anledning til overvejelser, om den danske praksis’ overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser. […]Hensynet til landets sammenhængskraft, til minoriteters integritet og rettigheder og til bevarelse af det traditionelle danske omdømme som et åbent, tolerant og progressivt samfund tilsiger, at man bør være ekstra påpasselig med at beskytte de religiøse følelser hos minoriteter, der i forvejen kan være sat i – eller opleve sig sat i – en marginaliseret position i samfundet. Disse overvejelser bør man tage særligt alvorligt i et land som Danmark, hvor flertallets kirke indtager en privilegeret position og understøttes af staten. Ikke mindst i lyset af de voldsomme reaktioner, som sagen har afstedkommet i en lang række lande over hele kloden, må den give anledning til mere generelle overvejelser omkring fredelig, international sameksistens. Danmark bør i den forbindelse gøre sit yderste for at leve op til de højeste internationale idealer, som disse f.eks. kommer til udtryk i FN Pagten og Verdenserklæringen om Menneskerettigheder.

Rigsadvokaten har truffet en klar juridisk afgørelse. Denne afgørelse betyder imidlertid, i.h.t. de gældende regler for den danske retspleje, at klagerne ikke har mulighed for at få prøvet deres påstande ved domstolene. Som det klart fremgår, er det i sager om overtrædelse af racisme- og blasfemi- bestemmelsen i.h.t. gældende dansk lovgivning og praksis meget svært at få disse forhold prøvet ved domstolene. En mulighed for at give øget adgang til domstolsprøvelser ville være at indføre privat påtale for racisme og blasfemi, som tilfældet er med ærekrænkelse. En sådan adgang vil utvivlsomt afværge nogle af de nuværende frustrationer over ikke at kunne gå direkte til domstolene og således bidrage til at øge den generelle retsfølelse og følelse af beskyttelse. En anden mulighed kunne være at få en civilretlig pendant til straffelovens § 266 b.

I en skyggerapport til FNs racekomitee fra 2006 udtrykte endvidere bekymring over, at racismeparagraffen ikke håndhæves tilstrækkeligt stramt eksemplificeret af Rigsadvokatens manglende tiltalerejsning mod Jyllands-Posten. Morten Kjærums pressemeddelelse fra 2006 forekommer ikke ligefrem at være en blåstempling af Jyllands-Postens ret til at trykke Muhammedtegninger. Endvidere må IMRs notat fra 2006 klart forstås således, at IMR ønskede en stramning af både blasfemi- og racismeparagraffen, samt øget mulighed for at påklage ”krænkende” ytringer, herunder specifikt Jyllands-Postens Muhammedtegninger. Der er altså tale om en kovending snarere end blot en udvikling eller præcisering. Som det ses af denne oversigt er IMRs notat om ytringsfrihed og Muhammedsagen det eneste notat/høringssvar fra 2006, der ikke længere linkes til på IMRs hjemmeside. Det er svært at tolke anderledes end, at den nuværende ledelse ikke er stolt af de konklusioner, den tidligere ledelse traf i 2006. Det kan man godt forstå set i lyset af, at vi i 2012 står med adskillige alvorlige forsøg på terrorangreb mod Jyllands-Posten, nedbrænding af det franske satiremagasin Charlie Hebdo og en større opmærksomhed på den ekstremt destruktive rolle, blasfemilove spiller i en række muslims dominerede lande, hvor religiøse minoriteter og heterodokse muslimer udsættes for systematisk undertrykkelse via sådanne bestemmelser. Men det ville dog være bedre for debatten om ytringsfrihedens grænser, hvis IMR anno 2012 indrømmede, at IMR i 2006 indtog et standpunkt, der var for uforsvarligt i forhold til ytringsfriheden, og at man nu har skiftet holdning. I modsætning til den tidligere ledelse har Jonas Christoffersen i denne sag nemlig intet at skamme sig over. Tværtimod.

Vuggestuepest

Tom Jensen — Tue, 08 May 2012 10:03:37 +0000

Der findes et begreb, som på grusomste vis anskueliggør, hvad der sker, når vi som stolte danske forældre bortgiver vores måske blot seks måneder gamle babyer til fremmede voksne og dermed anbringer dem i en institutionstilværelse, hvis følger vi egentlig hverken kender eller muligvis har lyst til at kende. Begrebet kaldes ”vuggestuepest”. Det er et udtryk, som skildrer den situation, at de små naturligvis bliver angrebet af alverdens virus og bakterier, så snart de bliver rullet ud af deres trygge hjem og placeret sammen med måske 20 eller 30 andre jævnaldrende små med snotnæser, kighoste og øjenbetændelser. Men måske skulle man udvide begrebets betydning en anelse. For er det ikke også en slags vuggestuepest, Berlingske i sin serie om Børnenes by har åbnet for diskussionen af med afsæt i forskeren Ole Henrik Hansens observationer af forholdene i de danske vuggestuer, hvor manglende voksenkontakt og regulær ligegyldighed fra nogle pædagogers side introducerer en form for fjern følelseskulde omkring endog meget små børn, som vel ret beset nærmer sig omsorgssvigt? Det skete med en af de mest rystende indledninger på en avisartikel, jeg har læst i lange, lange tider. Den fortjener at blive direkte citeret her, inden vi går videre. Den handler om Frode: »Her er Frode.« Ph.d stipendiat Ole Henrik Hansen fra Aarhus Universitet viser et videoklip med en dreng på 14 måneder. Videoen er optaget i en daginstitution i København: Frode, en dreng med lyst, grydeklippet hår finder en stor bus blandt legetøjet. Store Alvin tumler rundt omkring ham, og Frode er nødt til at være på vagt, han søger straks ly nær en voksen. Han vil være sikker på, Alvin ikke tager hans bus. Da et barn på stuen begynder at græde, reagerer Frode øjeblikkeligt. Han stiller sig hen foran pædagogen, kigger op på hende og rækker lastbilen op foran den voksne. »Han forsøger at sige: Se mig, jeg ved, du skal af sted, men vær sød at passe på mig og min bus,« forklarer Ole Henrik Hansen. Uden at se på Frode puffer pædagogen drengen til side og går ud af videokameraets billedfelt for at trøste det grædende barn, mens Alvin ser sit snit til at flå bussen ud af Frodes favn. Det mærkelige er, at Frode ikke græder. Han bruger et sekund på at konstatere tabet, slukøret lusker han væk. Men han græder ikke. »14 måneder gammel har han lært at lukke ned for sine følelser og bliver mødt med ligegyldighed og afvisning i sin vuggestue, hvilket faktisk er en form for mishandling. Det, Frode lærer, er: ’Jeg er sådan en, man tager legetøj fra, fordi jeg ikke er stærk nok til at passe på det, jeg er én, der ikke bliver set.’ Dét er Frodes barndom.« -- Intet under, at denne artikel skabte et vist postyr rundt omkring i det danske land, og det blev ikke mindre, da Berlingske-journalisten Birgitte Rahbek samtidig fortalte om de åbenlyse tilfælde af svigt og ligegyldighed, som førte til, at hun tog sin datter ud af vuggestuen. I den beretning stod særligt dette afsnit tilbage og dirrede efter endt læsning: "Da jeg en dag hentede min datter, hang der en pose i hendes garderobe med det tøj, som hun havde fået på om morgenen. Da jeg åbnede den derhjemme, kunne jeg konstatere, at det var fuld af opkast. Jeg kiggede på hende – hun virkede frisk. Den næste dag spurgte jeg, om hun havde været syg, eller om et andet barn havde kastet op ud over hende. Det var der ingen, der vidste, men de ville undersøge sagen. Efter et par dage, fik jeg den meddelelse, at ingen kunne huske, hvad det var sket." -- Når historierne om vuggestuerne fik sådan en gennemslagskraft skyldes det, tror jeg, at de berører et tabu, vi som forældre i det danske samfund anno 2012 vanskeligt tør konfrontere. For hvis vi gør det, åbner det for grundlæggende diskussioner om, hvordan vi dog har indrettet os. Diskussioner som det af indlysende grunde er vanskeligt at håndtere. Ikke desto mindre er katten nu sluppet ud af sækken, og vi er blevet tvunget til at stirre bæstet lige lukt i øjnene: Siden starten af 1970erne har vi institutionaliseret børnelivet i et omfang, der reelt udgør et eksperiment, et menneskeligt forsøgslaboratorium, hvis følger vi på ingen måde kender. Vi har især gjort det, fordi det siden dengang har været en indiskutabel værdi, at både far og mor skal være på arbejdsmarkedet. Det kom med kvindernes frigørelse, og siden har den situation reelt ikke været til debat. Af flere grunde. Åbner man den, ender man let med at blive beskyldt for at have den skjulte dagsorden at kræve kvinderne tilbage til kødgryderne. Det er én ting. Noget andet er det faktum, at der også er behov for både mor og far på arbejdsmarkedet. Vi tudes ørerne fulde af, at vi skal arbejde mere – ikke mindre. Og far, mor og børn har brug for de to indtægter til at finansiere huset, bilen, livsstilen og det almindeligt høje velstandsniveau i dagens Danmark. -- Derfor lukker vi som forældre øjnene og tillader med relativ, men noget påtaget sindsro vores små, måske kun 6 måneder gamle babyer at blive flået ud af de fædre- eller mødrearme, hvori de egentlig hører hjemme. Vi placerer dem hos fremmede i en institution – som det skete for Frode og for Birgitte Rahbeks datter. I de fleste tilfælde synes det at gå godt. Jeg har selv prøvet det tre gange, og tak til de gode pædagoger, som hver gang sørgede for, at jeg selv og min kone kunne gå på arbejde uden at have ondt i maven over at skulle overgive de små til nogle andre under forhold, der uanset institutionernes kvaliteter må opleves som kaotiske for de småbørn, som er vant til roen og regelmæssigheden derhjemmefra. I vuggestuen indleder børnene en institutionstilværelse, de først reelt slipper ud af igen, når de er ved at være voksne. De kommer i børnehave, og når de skal i skole, går de først i SFO eller fritidshjem og senere i fritidsklub om eftermiddagen, indtil forældrene kommer hjem, og det er efterhånden slet ikke noget, vi tænker over. Sådan er det bare. Men skal det være sådan – i særdeleshed for de helt små? Det er en debat, som ikke sådan bare bør lukkes igen, så længe Frode og de andre rødder forbliver på nethinden. -- For hvad betyder det for et barn at blive institutionsplaceret allerede som baby? Er det medvirkende til skabelsen af mig-generationen, hvor ens egne umiddelbare behov og trangen til evig bekræftelse og selvspejling synes at have antaget enorme dimensioner? Tænk blot på den kilometerlange kø, hver gang Danmarks Radio inviterer til X Factor-audition eller på den grænseløse, ekstroverte selvudstilling, mange praktiserer på f.eks. Facebook uden at spekulere nærmere over det. Er et institutionsliv, hvor man fra tidligste barnsben hele tiden må kæmpe ekstra for opmærksomheden, en af årsagerne til dette? Er der andre synlige eller usynlige følger, som vi mangler at begribe fuldt ud? Men måske forsvinder diskussionen alligevel snart igen fra dagsordenen i Danmark. For det er og bliver et tabu, der nu er sat til debat. Hvis vi konfronterer det, risikerer vi at forrykke afgørende på den gennem 40 år tilkæmpede balance mellem kønnene. Vi risikerer at undergrave vores egen husholdningsøkonomi og velstand. Vi kan endog komme til at placere en bombe under samfundsøkonomien og det velfærdssamfund, som jo lever af de kolossale skatteindtægter fra forældre, der såmænd nok også føler de er nødt til at arbejde begge to, blandt andet fordi de betaler så meget i skat. Vi kan ende med at skulle ud i et opgør med hele den identitetsskabelse, der ligger i det professionelle arbejdsliv for mange danskere i det 21. århundrede. Det er så svært, at vi nok lader det ligge. Derfor vil der fortsat være børn som Frode, som i en alder af få måneder må sande, at ’Jeg er sådan en, man tager legetøj fra, fordi jeg ikke er stærk nok til at passe på det, jeg er én, der ikke bliver set.’ Der vil fortsat være børn, som får tøj med opkast med hjem, uden at nogen kan redegøre for, hvad der egentlig er sket. Der vil være mange andre babyer, som møder gode og opmærksomme pædagoger, men som alligevel rettelig burde være hjemme hos far eller mor, fordi de er så små. Og verden vil gå videre, og institutionaliseringen vil vare ved, og følgerne vil vi sande engang, uanset om de er enorme eller håndterlige. Eksperimentet vil fortsætte, for et menneskeligt eksperiment er det, en slags vuggestuepest er og bliver det. Vi ved det jo godt. Det er bare ikke rart, når nogen kommer til at sige det højt. FØLG MIG PÅ FACEBOOK FØLG MIG PÅ TWITTER

Den kollektive sparekurs kan trække Europa ned

Bent Winther — Mon, 07 May 2012 11:23:05 +0000

Frygten for stigende renter og pisken fra EU og IMF har fået stort set alle EU-lande til enten at skære dybt i de offentlige udgifter, sætte skatterne og pensionsalderen op eller lønningerne ned. Nogle har endda måttet gennemføre alle stramningerne på en gang. Politiko gennemgår i dag krisehåndteringen land for land. Det er en barsk kur, de europæiske befolkninger er sat på, og de har givetvis ikke set det sidste. Et af de skræmmende resultater – fire år efter krisen brød ud – er at 17,4 millioner mennesker er arbejdsløse i euro-området. I Spanien og Grækenland er der en ledighed på henholdsvis 24,1 og 21,7 procent, viser den seneste opgørelse. Ungdomsarbejdsløsheden er steget til hele 22,6 procent for euro-området. I Italien er hver tredje ung arbejdsløs, og i Spanien er det hver anden. Den slags fører ofte til social uro, optøjer og efterfølgende dyb politisk mistillid, som det er sket for grækerne, der i går viste deres dybe protest mod de etablerede partier ved parlamentsvalget. Det spørgsmål, som derfor med stigende styrke runger over Europa, er, om EU-landene har strammet for meget op. I spareiver og tysk budgetdisciplin er de ifølge nogle økonomer ved at skrue Europa ned i et stort sort hul. En spiral af manglende vækst og højere arbejdsløshed, der betyder større offentligt underskud, som fører til nye stramninger og endnu større pres på væksten. Resultatet kan blive ikke bare en langvarig recession for Europa, men være med til at skærpe modsætningerne mellem samfundsgrupper og mellem befolkningerne og politikerne i en grad, som det kan være svært at reparere på, når krisen en dag er overstået. Spørgsmålet om den økonomiske kurs har været centralt i den franske valgkamp, og sejren i aftes til socialisten Francois Hollande tyder på, at en ny retning for Europa kan være på vej. Den omdiskuterede finanspagt ser i hvert fald ud til at blive suppleret med en betydeligt større vækstpakke for Europa, end der var lagt op til på topmødet i marts. Økonomer har længe sloges om den rette medicin: Spare eller spendere. Indtil nu har sparevejen og den tyske kansler Angela Merkel vundet. Men måske er der en middelvej mellem de to positioner. For det går ganske pænt i en række nordeuropæiske lande, som ikke er ramt af den voldsomme arbejdsløshed, og hvor der er langt bedre styr på de offentlige udgifter. Disse lande – især Tyskland – burde derfor ifølge nogle økonomer åbne mere for kasserne og hjælpe væksten i gang. Også for Danmarks vedkommende er det fortsat sparekursen, der er den herskende både for regeringen og oppositionen. Den beskedne kickstart, som regeringen introducerede sidste år, bliver næste år formentlig afløst af det, som nogen har kaldt »et kickstop«. I sidste uge kom det frem, at det offentlige underskud i år ikke bliver så stort som forventet men »blot« på 75 milliarder kroner og ikke 101, som forudset i december sidste år. I denne uge ventes regeringen, at fremlægge sin økonomiske plan frem til 2020. En plan, der skal tage livtag med de mere langsigtede strukturelle underskud i dansk økonomi. Det er her, trepartsforhandlingerne samt reformer af førtidspension, kontanthjælp, fleksjob og efterløn kommer ind i billedet, når der skal sikres ligevægt i det magiske år 2020. På kort sigt får Danmark ikke problemer med at komme under den maksimale grænse for årlige underskud på tre procent af BNP næste år. Det vil sige, at der kunne være basis for at lukke lidt mere op for de offentlige kasser de kommende par år – eksempelvis gennem skattelettelser og mindre offentlige besparelser. Det kunne for regeringen måske endda lette forhandlingerne både med de borgerlige partier og med Enhedslisten. Men det, der betyder noget, er, hvad euro-landene i fællesskab kan enes om. EU har vist sig mere effektivt, end mange havde troet, til at redde euroen, som var truet af den græske økonomiske nedsmeltning. Nu skal de europæiske ledere bevise, at de også kan hjælpe med til at skabe vækst og beskæftigelse.

Ung, smuk og KUN i høje hæle

Anne Sophia Hermansen — Sun, 06 May 2012 11:33:45 +0000

"Hun er ung og smuk", skrev Information for nylig om folketingsmedlem Pernille Skipper fra Enhedslisten, og i dag følger Politiken så op og fortæller hele tre gange, at hun - og hold nu vejret - går i høje hæle. Godt nok er hun udset til at være partiets kronprinsesse, er jurist af uddannelse og et af de nyvalgte folketingsmedlemmer, der sammen med Joachim B. Olsen (LA) har markeret sig stærkest, men Politiken såvel som Information har alligevel vurderet, at ordene "ung", "smuk" og "går i høje hæle" er meget mere interessante. Faktisk kan hun "kun" gå i høje hæle, står der flere gange i artiklen om hende (Politiken den 6. maj 2012). Hvor mageløst interessant! Kun i høje hæle, og så er hun venstrefløjspolitiker. Pernille Skipper er tydeligvis en usædvanlig rebelsk politikertype, som går en strålende fremtid i møde. For vi ved jo godt, at dem derovre på den yderste venstrefløj ellers kun går i lædervest og batiktryk, i flade sko og knæhøj karse, at kvinderne har skæg, mændene sovsebryster og at alle politikere bør vurderes efter en lækkerhedsskala, før vi kan tage dem seriøst. Eller hvad? Hvad skal vi lægge i det? Siden det netop er det citat, Politiken har valgt at fremhæve som allermest interessant ved Pernille Skipper, må svaret være: en hel del. At hun går i stiletter er både mere interessant end hendes drivkraft og politiske holdninger. Vi ved ikke hvorfor, men det siger ifølge Politiken sig selv. Lidt ironisk roste avisen i går på lederplads ligestillingsminister Manu Sareens forslag om at få kvinderne ind virksomhedernes årsrapporter. Ved siden af miljø og CSR og med sanktionsmuligheder som "kvindebøder" og "dialog", hvis de ikke der kom flere kvindelige topledere og bestyrelsesmedlemmer. Kvinder er nemlig så frygteligt dygtige, lød begrundelsen, så fagligt kompetente og nærmest uundværlige, hvis der skal skabes vækst, og det skal der jo. Men i dag er det vigtigste, der kan siges om en fremtrædende kvindelig politiker, at hun går i høje hæle. Det er nemlig et tegn på, at "hun er helt sin egen". Nej, det er vist jer, Politiken og Information, der er helt jeres egen, og med den ene hånd skriver lange, kloge, alvorlige artikler om vigtigheden af ligestilling og kvinder på ledende poster, mens I med den anden leverer platte politiske portrætter med fokus på udseende og høje hæle. Derfor en lille opfordring til at få højnet det journalistiske niveau. Bare så det tilsvarer politikeren. Læserne. Nutiden. Det er lidt ved at være det gamle sort at reducere kvindelige politikere til deres køn, deres hæle, make-up, tøj og hår, og som jeg husker det, blev Løkkes fysik heller ikke ligefrem fremhævet, da han blev udpeget som kronprins i Venstre. Der er vist heller ikke nogen, der kan forestille sig, at en mandlig politiker bliver omtalt som sit partis mulige leder, fordi han er "flot", "høj" og "kun går i slips", vel? Men Pernille Skipper er "ung", "smuk" og "kun i høje hæle". Sikkert. Og i Politiken og Information ikke den, der er dummest at høre på.

Gæt en verdensmester i pressefrihed

Lisbeth Knudsen — Sat, 05 May 2012 15:31:00 +0000

Norge har for tiden hele verdens opmærksomhed i forbindelse med retssagen mod Anders Behring Breivik - massemorderen fra Utøya med de helt ekstreme holdninger og handlinger. Men Norge har også en anden form for verdensberømmelse af mere positiv karakter. Nemlig førstepladsen som verdensmester i pressefrihed på linje med Finland ifølge den årlige liste, som offentliggøres af den internationale organisation »Reportere uden grænser«. 3. maj er international pressefrihedsdag og derfor er en status netop i denne uge på sin plads. Norge konkurrerer med Finland om førstepladsen i det årlige pressefrihedsindeks, mens Danmark kun har en tiende plads. I bunden af den europæiske skala findes Grækenland, Bulgarien, Ungarn, Frankrig, Italien - ja selv Storbritannien efter skandalen om avisen News of the World og Murdochs medieimperium. USA er faldet 27 pladser til en 47. plads på grund af brutal behandling af flere journalister, som dækkede Occupy Wall Street-demonstrationerne. Den danske placering på pressefrihedsindekset handler om Muhammed-tegningerne og flere sager med trusler om terrorangreb på såvel tegneren Kurt Westergaard som på Jyllands-Posten. Sammenlignet med mange andre lande er vores udfordringer angående pressefriheden små og truslerne heldigvis afmonteret i tide. Og så dog alligevel. Politikere fra højre til venstre i Folketinget rumsterer desværre for tiden med seriøse overvejelser om at gribe ind i den følsomme balance mellem statsmagten og medierne og dekretere statsfastsatte presseetiske regler og indgreb i mediernes frie redigeringsret. Ikke så meget af hensyn til befolkningen, men af hensyn til dem selv. Fordi de føler, at pressen går for tæt på politikernes personlige forhold. Den 9. maj holder Folketingets kulturudvalg og retsudvalg en høring om presseetik med den meget lidt skjulte dagsorden, at der skal ske stramninger på området. Politikerne er i deres gode ret til at kritisere pressen og til at hudflette dårlig etik hos pressens repræsentanter, men laver de lovgivningsmæssige indgreb i forhold til de frivilligt aftalte presseetiske regler, som medierne har underlagt sig i dag, så er Danmark på vej i en hel gal retning på pressefriheds-indekset. Så kommer staten og det til enhver tid siddende politiske flertal til at bestemme, hvad der er god og dårlig presseskik, og hvordan dagbladene skal redigeres. Bemærk at der ikke tales om de elektroniske medier og net-medierne i politikernes kritik. Det her er en lex Ekstra Bladet og BT. Vi har allerede en velfungerende medieansvarslov, en retsplejelov som sikrer kildebeskyttelsen og et strafferetligt ansvar for chefredaktøren. Det enkelte medies etik er det konkurrenceparameter, som kunderne i fremtiden skal bruge til at foretage et personligt medievalg i det store ocean af medietilbud. Politikerne kigger i deres irritation over medierne efter tabloid-pressens jagt på indholdet af minister-skraldespande, valg af privatskoler til deres børn, løfter der ikke blev holdt eller rod i privatøkonomien. Personsagerne går af og til for vidt, og det er til konstant diskussion - også i medierne selv. Men politikerne bør ikke bruge deres egen irritation til et generelt indgreb i pressefriheden overfor de medier, som netop skal have styrken og friheden til at kontrollere politikerne.

Mere bøn, mere ånd - mere mod

Kathrine Lilleør — Sat, 05 May 2012 09:50:41 +0000

Bøn er den korteste vej fra menneske til Gud – og til selvbesindelse. Det sidste er der god brug for. Ikke bare for den enkelte, men også for de organisationer og politiske fraktioner, der tror, at afskaffelse af ferie på kristne helligdage, fører til andet end åndløshed. Mennesket lever ikke af lønsedler alene. 60 procent af danskerne vil beholde Storbededag som fridag, men nu er der udsigt til, at helligdags-friheden på op til flere forårshelligdage vil indgå i de kommende trepartsforhandlinger. Det måtte komme, for hvis man ikke kan få os til at arbejde 12 minutter mere om dagen, så kan man i stedet skove i forårets hellig-fridage. Selvfølgelig skal vi ikke afskaffe traditionen for, at vi holder fri Storbededag. Hvis man tror, at man kan optimere bundlinjer og får mere engagerede medarbejdere ved at gøre det usikkert om man kan holde fri Storbededag, burde man overveje sine lederevner, hvad enten befinder sig i fagbevægelsen eller i erhvervslivet. Uanset om medarbejderne går i kirke eller i haven på forårshelligdagene, er fridagene en vedvarende markering af, at virkelige livsværdier ikke afgøres ved trepartsforhandlinger - eller næste ledelsesseminar. Som et opmuntrende udråbstegn rækker kirkespir landet over mod himlen, og reflekterer fri i forårskalenderen. Lyse åndehuller, der minder om, at livet er mere end arbejde. Hvis man skal komme godt igennem en økonomisk krise er det ikke mindre kirke, der skal til. Snarere mere. Mere bøn, mere eftertanke, flere åndelige løft, der sætter arbejdsløshed, nedgangstider og konkurser i perspektiv. Så man ikke bliver så rædselslagen over alt det, der truer, men får mod til at handle, kæmpe og overleve så godt som muligt. Storbededag har ganske vist ikke en bibelsk begrundelse. Det er en erstatnings-helligdag for alle de helgen-helligdage, man havde for nogle hundrede år siden. Også dengang fandt økonomer det for dyrt at holde så meget fri. Men nu har vi den. Og hvor kan man ellers glæde sig over at have en bønnens dag. En dag, hvor bønnen er i centrum. Det vil sige den enkeltes religiøse praksis har en særlig dag hos os. Det er meget skønt. For en genvej til frimodighed er at folde sine hænder. Folde sine hænder og bede sit Fadervor – og lade sig opmuntre, når man i kirken synger: ”Hvor kan du dog gruble og græde så længe Guds himmel er blå”. Forslag: I stedet for at diskutere afskaffelse af helligdagsferier skulle de kommende trepartsforhandlinger snarere lade sig inspirere og begynde med en sang og en bøn.

Mangfoldighed og enfoldighed

Mads Holger — Fri, 04 May 2012 14:03:30 +0000

Hvis man virkelig gerne vil have en masse venner, må man aldrig forpasse en lejlighed til at betone, hvorledes man virkelig går ind for mangfoldighed. Det er en sikker vinder, for det inkluderer alle og ekskluderer ingen. Man har her til lands sågar kunnet opleve mangfoldighedsdemonstrationer, og senest blev det helt tragikomisk, da en samling kendte mennesker (med en flot repræsentation af kendte fra DR) gik sammen om projektet Generation-i. Det handlede om åbenhed og tolerance, men også lidt om at være kendt og meget om mangfoldighed. Der har været sagt og skrevet meget om dette projekt, og det har mig bekendt alt sammen været stærkt kritisk, så lad os ikke føje yderligere hertil, men blot opsummere at selv Politiken fandt anledning til at kritisere, hvor letkøbte disse floskler var. Når man advokerer mangfoldighed, forståelse og åbenhed på så letkøbt en måde, at det ligefrem udløser kritik i Politiken, må man kunne vide sig sikker på at have lavet noget virkelig grimt og modbydeligt. Som sagt er det næsten for nemt at sparke yderligere til Generation-i projektet, så lad os ikke gøre det, men i stedet kigge på den mangfoldighedstrend, der nok i virkeligheden toppede for en del år siden, hvilket antageligt også var den primære årsag til projektets fiasko; man smykkede sig med sidste års mode. Alligevel skal man ikke komme for godt i gang, for der er da vitterligt noget charmerende over en verden eller et samfund, som giver plads til forskellige mennesker. Tænk hvor trist og nedslående verden måtte tage sig ud, om vi alle var uniformer støbt i samme skabelon med ensrettede holdninger og frygt for alt, hvad der måtte overskride normen. Tanken med mangfoldighed må kunne illustreres mosaisk, således at vi alle i et sådant mangfoldigt motiv udgør små kulørte glasmosaikker, gennem hvilke lyset kan skinne for derved at kaste et underfuldt spil brudt af tusinder. Det er en smuk tanke, hvilket jeg mener så såre oprigtigt og ikke det mindste polemisk. Imidlertid er virkeligheden en anden her til lands, for noget af det mest risikable, man her kan gøre, er at forsøge at bidrage til denne mangfoldighed. Ingen af os skal således komme og være rød, gul, grøn eller gylden, for så falder hammeren og knuser os efter bedste evne. Nej, vi skal letkøbt og alt inkluderende betone, hvorledes vi går ind for mangfoldighed. Vi skal ikke være en af disse enfoldige originaler. Det var et af senmodernitetens store problemer; at vi ikke måtte være originaler, fordi vi forventedes at have indset, hvorledes alle synspunkter var nogenlunde lige gyldige, og således blev det udtryk for enfoldighed at knytte an til et enkelt af disse. Ville man derfor gerne opnå en grad af social succes, så var det med så letkøbt at sige, at man gik ind for mangfoldighed, men for alt i verden ikke at bidrage til samme. Man skulle ikke være kristen, socialist, maskulin, gammeldags, feminist, velhavende eller alkoholiker, nej man skulle være mangfoldig. Produktet af dette bliver selvsagt en masse netop uniforme rapsoder, der ikke hver især tør træde i karakter som originaler. Så skal vi bare stå der med vores identiske og latterlige indendørshuer og messe om mangfoldighed som en samling selvretfærdige krystere. Vi skal alle være som disse fæle modebuddhister, der elsker kærlighed, men er fuldstændig ligeglad med naboens datter. Gu vil jeg ej, jeg har ærinder på matriklen og vil gerne bidrage til mangfoldigheden, ikke som et sådant grus, men som en af de kulørte sten i motivet, hvor kosteligt det gennem tiden end har været mig. Således er jeg kristen, dansk, mand og konservativ, men jeg vil gerne kunne gå ud i mit samfund og møde en zigeuner, en linedanserinde, en anarkosyndikalist og en bøssekarl. Det skal der være plads til, men det er der ikke, fordi vi hænger fast i senmodernitetens påbud om ikke at knytte an til noget, hvilket formodes odiøst og ureflekteret, og dog er det netop gennem mosaikker, der reflekteres og oplyses. "Den høieste Skiønhed, den høieste Organisation lærer Naturen os at indsee, ved at vise os Enfoldigheden i Mangfoldigheden. Uden denne vilde det Hele være et uoverskueligt Chaos for vor Aand" Adam Oehlenschlæger tror jeg nok, om end jeg ikke er helt sikker, fordi vi havde temauge om demokrati, da det skulle gennemgås i skolen. Senest kunne man her fredag i Berlingske læse en kronik, som i et sjældent set fravær af argumenter anklagede De konservative for at have genfundet deres politik for derved at genindtræde bland den mangfoldige skare af myndige politiske partier. Kronikøren fandt det ganske enkelt for galt, at man således fra konservativ side førte konservativ politik. Det skulle da bare mangle (hvilket det faktisk også har gjort gennem et årti). Måske var anledningen til kronikkens fravær af argumenter dette, at man simpelthen mente at have forsvaret sit synspunkt blot ved at anskueliggøre, hvorledes modparten var i besiddelse af et sådant. I kronikken, der er forfattet af Ph.d. Alan Klæbel Weisdorf, hedder det sig bl.a.: ”Kultur udfoldes hver eneste dag i danskeres møde med hinanden og danskeres møde med andre. Det er en levende, pluralistisk, folkelig og foranderlig størrelse, som vil - som den har gjort i hele folkets historie - udvikle sig løbende i tråd med tidens krav og indtryk”. Ja, det er sandt, så lad os da endelig hver især mødes og udveksle synspunkter, men en forudsætning herfor må det være, at vi hver især er udstyret med et sådant, for de konservatives vedkommende er det medgivet noget med Gud, konge, fædreland og måske sukat. Det er da pragtfuldt, ligesom for socialisten det er noget med arbejdskamp, pilsnere og måske røde seler. Må jeg i øvrigt rose SFs nye næstformand, Mattias Tesfaye, for at påminde sine partifæller herom. Det er netop denne mangfoldighed, man fra liberal side er for fin til at delagtiggøre sig i, man nøjes urisikabelt med at hævde den og fastholder tiden i bero ved netop at tysse snarere end at takke, når nogen tikker. Lad der derfor lyde en helhjertet opfordring til os alle om at bidrage til mangfoldigheden ved netop at træde i karakter som disse smukke små enfoldige mosaiksten, og lad der lyde en opfordring til alle vores politiske partier om at hævde deres og derved sikre den parlamentariske mangfoldighed i stedet for bare så letkøbt, urisikabelt og liberalistisk at erklære sig tilhænger af mangfoldighed og så ellers skose enhver, der heroisk bidrager til samme som nu senest de konservative på ny. Lad der hellere lyde et velkommen tilbage i kampen.

Sådan stoppes regeringens kontrolmani

Jacob Mchangama, Cepos — Thu, 03 May 2012 14:36:08 +0000

Som beskrevet i disse notater har regeringen fremsat et lovforslag, der bl.a. vil give SKAT adgang til at trænge ind på privat ejendom uden retskendelse, hvis der er synlige tegn på byggeaktiviteter. Som om det ikke var nok, giver lovforslaget også SKAT ret til at kræve personnummer og identifikationspapirer udleveret af personer, der befinder sig på den pågældende ejendom, ligesom der i øvrigt indføres solidarisk hæftelse for køber af sort arbejde, med mindre man betaler digitalt (hvorefter SKAT vil kunne få adgang til alle banktransaktioner uden retskendelse). Som det fremgår af ovennævnte notater, sætter lovforslaget trumf på en udvikling, hvor der i 1996 var 111 love og regler, der gav offentlige myndigheder adgang til privat ejendom uden retskendelse, mens der i dag er 235 og flere på vej. Det på trods af, at grundlovens § 72 fastslår, at ”Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelser, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse”. Grundloven opstiller således en hovedregel om, at husundersøgelser m.v. kræver retskendelse, og at det skal være undtagelsen med sådanne indgribende tiltag. I vidt omfang er hovedreglen om retskendelse dog blevet til undtagelsen, og det er blevet rutine at give myndigheder adgang til privat ejendom uden retskendelse. Denne udvikling udhuler beskyttelsen af boligens ukrænkelighed i et forsøg på at lette offentlige myndigheders arbejdsbyrde. Offentlige myndigheder synes herved at lægge større vægt på ressourcemæssige konsekvenser og mulighederne for effektiv kontrol end på borgernes og virksomhedernes retssikkerhed. Lovforslaget er udmøntningen af en aftale mellem regeringen og Enhedslisten. Der foreligger således et flertal, mens både Venstre og Dansk Folkeparti har udtalt sig kritisk om forslaget. Men grundloven indeholder faktisk en måde, hvorpå et sådant lovforslag kan stoppes af et politisk mindretal. Et af de mest bemærkelsesværdige eksempler på dette var i 1963, hvor SR-regeringen ledet af Jens Otto Krag fremsatte en række lovforslag – jordlovene - der greb ind i den private ejendomsret. Forslagene ville bl.a. indføre (i) bopælspligt på landejendomme, (ii) statens forkøbsret til faste ejendomme på mere end 1 HA, (iii) kommuners forkøbsret til arealer på minimum 6000 m2 og (iv) naturfredning. Lovforslagene blev vedtaget med S, Rs og SFs stemmer, mens V og K stemte imod. Nu skulle man så tro, at lovforslagene ville træde i kraft, og at det offentliges adgang til at overtage og regulere privat ejendom ville være sikret. Men Venstre og de Konservative udnyttede – for første og hidtil eneste gang i grundlovens historie – Grundlovens § 42, stk. 1 til at kræve de fire ovennævnte lovforslag sendt til folkeafstemning. Ifølge denne bestemmelse ”kan en trediedel af folketingets medlemmer indenfor en frist af tre søgnedage fra forslagets endelige vedtagelse overfor formanden begære folkeafstemning om lovforslaget”. Når sådan folkeafstemning er udskrevet fastslår grundlovens § 42, stk. 5, at et flertal – dog mindst 30 % af de stemmeberettigede – kan forkaste et vedtaget lovforslag, hvorefter det bortfalder. Og det var lige præcis hvad der skete. 73 % af de stemmeberettigede deltog i afstemningen, og flertallet stemte imod forslagene om indgreb i den private ejendomsret. Det skyldtes bl.a. en benhård kampagne anført af Venstres daværende leder Erik Eriksen, som bl.a. trykte en plakat, hvor en stor sort hånd konfiskerer et lille parcelhus og i en tv debat med myndig stemme fortalte vælgerne, at ”hvis De er i tvivl så stem nej!”. Såfremt en samlet opposition bestående af Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti går sammen, har man mere end den påkrævede tredjedel af folketingets medlemmer med sig og vil kunne mobilisere en bred vælgerskare ved den efterfølgende folkeafstemning. I en tid, hvor regeringen står svagt i meningsmålingerne vil en sådan folkeafstemning givetvis blive betragtet som en slags afstemning om regeringens popularitet, og derfor ville der være stor sandsynlighed for at regeringen dropper eller i hvert fald ændrer det omstride lovforslag således, at det ikke kommer til folkeafstemning. Et sådant scenario ville også – kunne man hvert fald formode – have en disciplinerede effekt på oppositionspartiernes iver i forhold til formynderi, når de engang kommer til magten igen.

Tilfældet Stadil

Niels Krause-Kjær — Thu, 03 May 2012 09:41:29 +0000

Nogle gange vil verden bedrages, men bedraget kan blive så tykt, at det ikke længere er til at bære. Som nu tilfældet Christian Stadil, formelt manden bag sportstøjfirmaet Hummel. Han er fritidsbuddhist og mediedarling i tv-programmer og uendeligt mange og lange interviews om værdier og virksomhedsledelse. I en række befriende artikler har Ekstra Bladet de seneste dage strippet Stadil til sidste Hummel-trøje. Et højtprofileret sponsorat til det tibetanske fodboldlandshold blev skrottet i det øjeblik, det kostede penge i et kinesisk fremstød. Senest udstiller avisen kontrasten mellem Stadils ord om fred og Buddha og koncernens transport af våben til knap så fredelige lande. Hykleriet har fundet en ny, nedre grænse. Hummel er bare en veldrevet, almindelig virksomhed Tilbage står så historien om et erhvervseventyr, hvor Hummel rejste sig fra asken og blev en millionforretning takket været unge Christian Stadil. Og det er præcis dén historie, som må virke ekstra provokerende på mange hårdtarbejdende mennesker i erhvervslivet. Christian Stadil er sikkert en glad og flink fyr. Men han er også den velhavende fars dreng, der aldrig gennemførte en uddannelse. Hans ikon-staus i den lettere offentlighed kan i bedste fald undskyldes med, at han lod sig rive med af en ukvalificeret journalist-opmærksomhed, hvor det ikke var så afgørende om den gode historie ('karma-buddhist bag erhvervssucces') havde noget med virkeligheden at gøre. Bare historien var god og billederne sjove. Virkeligheden, derimod, har det ikke haft meget med at gøre. Alle, der privat kender top-erhvervsfolk ved, hvor meget det kræver. Det kræver benhård uddannelse med høje karakterer og mange, mange års slid opad i hierarkiet. Det kræver lange aftenener, weekender og afsavn. En biograf-aften bliver en uhørt luksus. De få fritidsaktiviteter udvælges nøje og indtages som luksus-måltider. Bøger er slet ikke noget, man skriver, og de glade, skønlitterære stunder må vente til pensionen. Lønnen er god, vinen fremragende og arbejdet er spændende, men indsatsen er uhørt høj i erhvervslivets øverste liga. Og så har medier i samarbejde med Christian Stadil bygget et billede op om, at nogle spirituelle citater, lidt buddhisme og en halv uddannelse er svaret. Fred være med det. Stadil er ikke den eneste, og de fleste folk i erhvervslivets top er taknemmelige for ikke at optræde i mærkelige tv-programmer og interviews i dameblade. De har et arbejde at passe. Men når så selv den politiske korrekthed afsløres som hul, så er det på tide at vende ryggen til bedraget. Hummel er blevet en erhvervssucces på baggrund af hårdt og kompetent arbejde af en tålmodig og erfaren ledelse, imens en glad rigmandssøn af nogle medier er blevet ophøjet ved hjælp af nogle buddhistisk-inspirerede oneliners og ligegyldige udsagn. Man må håbe, at de har fået en god løn for det. Man må håbe, at medier holder op med at være bedragets chefarkitekter. Og man må håbe, at unge, ambitiøse mennesker ikke forledes til at tro, at man kan komme til tops med fest, farver og buddha i skrædderstilling. Som alt andet kræver det naturligvis hårdt arbejde.

Alle rammes af en formueskat

Peter Kurrild-Klitgaard — Wed, 02 May 2012 09:42:50 +0000

Der går næsten ikke en uge, hvor regeringen ikke barsler med en ny skat. I denne uge med den rituelle 1. maj-fejring er det så igen med et forsøg på at give kunstigt åndedræt til jantelov og klassekamp gennem en genindførelse af en såkaldt "formueskat", d.v.s., en beskatning af den formue, som skatteborgerne allerede blev beskattet af, da de tjente de penge, der udgør formuen. Hvis man vil have en hurtig indikation af, hvorfor en formueskat formodentlig er en ualmindeligt dårlig idé, behøver man kun at vide to ting:

Stort set alle lande, der har haft en formueskat, har i de seneste årtier afskaffet den. I Danmark i 1996, gennemført af en Socialdemokratisk-ledet regering. Denne argumenterede ved den lejlighed: "[Formueskatten] har været en belastning for en række små og mellemstore virksomheder. Virksomhederne er blevet belastet af ejerens udtræk til betaling af formueskatten, - udtræk der har været væsentlig højere end formueskatten, idet formueskat såvel som andre skatter skal betales af beskattede midler. Bortfaldet af formueskatten kan forventes at fremme virksomhedernes vækstmuligheder gennem styrkelse af kapitalgrundlaget til gavn for beskæftigelse og konkurrenceevne."
Selv den socialdemokratiske tænketank Arbejderbevægelsens Erhvervsråd synes i dag, at det er en dårlig idé: "For det er blevet meget nemmere at flytte formuer til udlandet, end det var før. Derfor er en formueskat ikke nogen specielt god idé."

En formueskat sælges typisk som en slags misundelsesskat: Den rammer dem, der har samlet "mange" penge sammen. Men der er et par gode argumenter for, at det er en rigtigt dårlig idé, både samfundsøkonomisk og ud fra et retfærdighedshensyn:

1) Formueskat gør det mindre attraktivt at spare op og investere. Dét er den sikreste vej til lavere velstand.

2) Formuer er nu til dags lette at flytte. I gamle dage skulle man sælge og fysisk flytte kapital. I dag kan meget gøres på papir og ved en PC. Hvis det bliver dyrere at have formue i Danmark, og hvis formuen er let at flytte, skal politikerne ikke blive overraskede, hvis ... formuerne flytter. Det vil sende skatteindtægter ud af landet---og ofte tage jobs med.

3) Pengene er allerede beskattet flere gange. Alle betaler indkomstskat af de indtægter, der spares op af--og hvis pengene kommer gennem en virksomhed, er der som regel også betalt selskabsskat. Der er noget intuitivt uretfærdigt ved, at de samme penge skal beskattes flere gange.

Hvis verden var et "nulsums-spil", hvor den enes tab var den andens gevinst, kunne der være bare lidt logik i en formueskat. En pervers jantelovs-logik men dog en logik. Men en formueskat er selve opskriften på at forvandle et samfund fra et "plussums-spil" (hvor man samarbejder til gensidig fordel) til et "minussums-spil" (hvor vi alle bliver fattigere). Derfor er vælgerne da også imod en formueskat. Da meningsmålingsinstituttet Catinet for knap tre år siden spurgte danskerne om deres syn på et Socialdemokratisk forslag om at genindføre formueskatten, mente 2/3, at det var en dårlig idé. Hvis regeringen mener, at tingene kører derudaf for den--at man har ideologisk rygvind og energimæssigt overskud--at der er råderum til at skære noget af samfundets velstand, o.s.v., ja, så kan man godt forstå, at den vil kæmpe for at indføre en af de mest skadelige skattestyper, der findes.

Johanne og friløberen

Niels Krause-Kjær — Tue, 01 May 2012 10:15:14 +0000

Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen er et politisk naturtalent. Hun laver sjældent fejl, hun virker oprigtig, kommunikerer klart, og er en skarp debattør. Med over 40.000 personlige stemmer ved det seneste folketingsvalg og som frontløber i regeringens parlamentariske grundlag er hun blevet en politisk sværvægter. Derfor er det også blevet på tide, at tage alt, hvad hun og hendes parti siger, alvorligt og underkaste det samme realitets-tjek, som andre politikere og politiske partier. Alt for længe har Johanne Schmidt-Nielsen og hendes partifæller fået lov til at køre i frihjul. Senest med et forslag om, at alle overførselsindkomster skal være på mindst 15.000 kroner om måneden. Baglandet mente, det også inkluderede SU. Det mente partiledelsen dog ikke, måtte man forstå. Men ingen tog det rigtig alvorligt, måske lige bortset fra de SF'ere, der med den søde musik i ørerne flyttede deres stemme til Enhedslisten. Johanne Schmidt-Nielsens frihjuler kan blandt andet iagttages på en 1. maj, hvor hun har forfattet en kronik i Dagbladet Politiken sammen med...dada! - Hardy Hansen. Den tidligere SiD-formand fra 1980erne, der brugte 180 millioner kontingent-kroner på at vælte en demokratisk valgt Schlüter-regering og som krævede så store lønforhøjelser til sine medlemmer, at det fik LO til at rødme, er stadig medlem af Socialdemokratiet. Lidt endnu i alt fald. Den politiske forbrødring angriber alt fra SF til Liberal Alliance, og har tre konkrete forslag på arbejdernes kampdag: De offentlige investeringer skal være endnu større, ingen offentligt ansatte må afskediges og den såkaldte skraldemandsmodel fra 1990erne skal genoplives. Lad os lade de to første forslag - flere investeringer og ingen afskedigelser - hvile for en stund og koncentrere os om skraldemandsmodellen. Idéen fik sit navn, fordi den blev undfanget af århusianske skraldemænd, der - for at undgå afskedigelser - besluttede at dele arbejde og dagpenge imellem sig. Fire mænd deltes om tre mands arbejde og skiftedes så til at tage en uge om måneden på dagpenge. Som Hardy Hansen og Johanne Schmidt-Nielsen skriver næsten lyrisk i kronikken: "For os at se bør det være et mål i sig selv for venstrefløjen, at de, der arbejder alt for meget, får mere tid til at kysse kæresten, være sammen med børnene eller gå en tur i skoven." Det med skovturen er nok mest forbeholdt Hansen og Schmidt-Nielsen. Skraldemandsmodellen kan for den naive iagttager lyde tillokkende, men i virkelighedens verden fastlåser den arbejdsmarkedet, indskrænker indtjeningen og er dybt usolidarisk overfor de mennesker, der virkelig har behov for at leve i et velfærdssamfund. Tænk, hvis man i dansk landbrug havde indført en skraldemandsmodel i 50erne for at holde en kvart million bønder i beskæftigelse. I dag producerer 10.000 højeffektive landmænd langt mere og gør det derfor muligt at beskæftige hjemmehjælpere og sygeplejersker, som ellers skulle have hakket roer. Skraldemandsmodellen gør et land fattigere, og tanken om den kan få økonomer - også de røde - til at vågne badet i sved. Hardy Hansen er fortid og uden indflydelse, så skidt med ham. Men Johanne Schmidt-Nielsen er en del af regeringens parlamentariske grundlag. En ting er, at hun burde vide bedre. Noget andet er, at hun og hendes parti skal til at konfronteres med, hvad de siger. Noget af det kan jo blive en del af landets politik. Interviewet i Dagbladet Politiken antyder, at hvedbrødsdagene er ovre og at benovelsen over Johanne Schmidt-Nielsens kække og direkte tale - "uanset hvor meget man generer og pisker de arbejdsløse, kommer der jo ikke trylle, trylle, trylle flere arbejdspladser" - er ved at rinde ud. Nu skal hun tages alvorligt. Et række spørgsmål af journalisten forblev i det lange interview reelt ubesvarede. Her et lille udpluk: Er det socialistiske bud på en løsning af krisen, at danskerne skal arbejde mindre? Hvilke virkelig hårde politiske valg har du været med til at træffe siden valget? Men hvilke konkrete svære beslutninger har du truffet? Når nærmest et samlet Folketing er ved at træffe svære valg - er det så ikke dejlig bekvemt at sige: 'Det kan vi desværre ikke tage ansvar for'? Du er ikke med til at tage beslutnigner, der gør ondt. Er det ikke bare udtryk for de rene hænders politik? Det er på tide at behandle Johanne Schmidt-Nielsen og hendes partifæller på samme måde, som man behandler alle andre politiker og politiske partier. Nemlig alvorligt. Det kunne for eksempel være rart at få besvaret nogle af ovenstående spørgsmål i løbet af 2012.

Arbejdsløskamp

Mads Holger — Tue, 01 May 2012 07:51:35 +0000

Under sidste års valgkamp forsøgte Lars Løkke Rasmussen at anvende et retorisk greb, som han utvivlsomt havde lært af sine borgerlige kollegaer i det succesfulde svenske Moderaterne. Han kaldte sit eget parti for Danmarks største arbejderparti og argumenterede ud fra den betragtning, at Venstre varetog den arbejdende del af befolkningens interesser. Af indlysende historisk årsager faldt denne udmelding ikke i god jord hos de danske socialdemokrater, og Helle Thorning var da heller ikke sen til at tage til genmæle og påpege, at Venstre og dets partnere i K og O faktisk havde forringet vilkårene for danske dagpengemodtagere og efterlønsmodtagere (68-generationen undtaget naturligvis). Herved døde debatten lidt ud og gav aldrig Venstre og den daværende regering det rygstød, som argumentet måske var tiltænkt, men egentlig var det nok snarere S-lederens svar, der burde have leveret et borgerligt moment, for hvordan er det nu lige, det er, med dagpengemodtagere og efterlønsmodtagere? Arbejder de? Nej, det gør de ikke, og det kan der sikkert ofte være gode grunde til i hvert fald for de arbejdsløses vedkommende, men hvor gode grunde end, så ændrer dette ikke ved, at disse grupper ikke arbejder. Derfor afslørede den lille ordveksling de to partiledere imellem et interessant syn på, hvad det vil sige at være arbejder. Rent intuitivt ville man jo være tilbøjelig at mene, at definitionen måtte lyde: ”En arbejder er én, der arbejder”, men for det rent historisk anskuet store arbejderpartis vedkommende fremhævede man i sin definition to i øvrigt store befolkningsgrupper, der ikke arbejdede. I en tid hvor kun lidt mere end hver tredje arbejder stemmer på de traditionelle arbejderpartier, er det her 1. maj måske en god idé at spørge på hvis vegne, samme partiers politikere taler i Fælledparken og andre steder i landet. Er det på arbejdernes vegne? Og det samme spørgsmål kunne med lige aktualitet rettes til fagbevægelsens ledere i denne tid med massiv medlemsflugt. Måske krisen hos netop Socialdemokraterne og SF skal forklares ud fra det forhold, at man ikke tjener det arbejdende folks interesser længere. Det arbejdende folk kan øjensynligt ikke rigtig se fidusen i at stemme på partier, der virker for at beslaglægge størstedelen af den hårdt tjente hyre, som dette i øvrigt ærværdige folk dag ud og ind virker for at sammenbringe. Selv hvis man bruger mere diffuse og lyriske definitioner af en arbejder end den intuitive (én der arbejder), så tjener regeringens politik ej heller denne figurs interesser, for så taler vi vel om en stor stærk fyr, der kan knappe pilsnere op med sin tommestok, ryger Grøn Cecil, har en præference for stegeflæsk og en sund og jordnær fundering i sin historie. Hvis det er sådan, man forstår sig selv som arbejder, så er det da også bare med at komme ud af butikken, for det er jo blevet en ikkeryger butik med fedtskat, der end ikke levner persillesovsen på tallerknen. Jeg henviser til den måske ledende autoritet på dette felt, flyttemand Olsen, i indledningen af dette filmklip. Endelig er der det spørgsmålet om den gode sunde fundering i Fælledens jordnære muld. Regeringen har jo i så henseende deponeret hele sin værdi- og kulturpolitik hos de Radikale, der metodisk forsøger at afvikle alle vores fællesskaber, og det går heller ikke så godt i spænd med en kampdag på netop Fælleden. Kan nogen forestille sig en sådan rask og sund arbejder, der lige hiver Zenia Stampe op i sin Volvo Amazon og siger: "Hvad så din skønne tøs, der er elguitar og saxofon på kroen i aften, skal du med ned og have en svingom?" Mon ikke vor ven med de røde seler hellere ville svinge sine Esprit de Valdemar våde lokker med en anden tøs nede på kroen? Monstro ikke også den radikale hellere ville nyde en eller anden obskur tjekkisk hvedeøl til 70 kr. andetsteds, evt. på nogle af Københavns mange nyere udskænknings- og kultursteder såsom slagternes Kødbyen, bryggeriarbejdernes Tappehallerne, arbejderbevægelsens Vega eller nu senest værftsarbejdernes B&W. Hvis man er radikal er det nemlig bare megatrendy at parkere sin fixiebike uden for de mange kommunalt finansierede udskænkningssteder, hvor der tidligere var ærlige folk, der svang en hammer. Det er næsten helt ”berlinagtigt” og et fedt sted at bruge dagpengene efter det endte film- og mediestudie. Det arbejdende folk hører ikke længere hjemme i de traditionelle arbejderpartier, hvis kvælende beslaglægningspolitik er den største trussel mod både danske arbejdere og arbejdspladser, hvorved begge forsvinder, men så bliver der selvfølgelig flere arbejdsløse, som partierne kan rekruttere i vor tids store klassekamp, som netop kæmpes mellem de arbejdende og de ikke arbejdende. Ud fra denne betragtning er det måske meget smart at slå et slag for arbejdsløskampen, så man på venstrefløjen kan få nogle vælgere tilbage i folden.

Rødt kort til Ukraine

Uffe Ellemann — Mon, 30 Apr 2012 14:46:59 +0000

Man skal som bekendt ikke blande sport og politik – selv om det nok er en af de leveregler, der oftest overtrædes. Derfor er det vigtigt at gøre det klart for Ukraines ledere, at deres lands værtskab for EM i fodbold ikke skal tages som en blåstempling af deres regering. I de sidste to år har Ukraine bevæget sig i forkert retning, bort fra det demokrati og den retsstat, der giver adgang til det ordentlige selskab i Europa. Tidligere ministre er i tvivlsomme retssager blevet dømt for forseelser, der i andre europæiske lande ville være anset for at være normale politiske handlinger i et demokrati, hvor der skal være plads til forskellige opfattelser. Både den tidligere indenrigsminister og den tidligere statsminister er smidt i fængsel efter retssager, der af udenlandske observatører er blevet stærkt kritiseret. Den Danske Helsingforskomité har i grundige rapporter godtgjort, at der ikke har været tale om fair retssager. Den tidligere indenrigsminister Yuriy Lutsenko blev anklaget og straffet for, hvad Helsingforskomitéen betegnede som ”normale politiske handlinger” – og den tidligere statsminister Yulia Timoshenko blev idømt syv års fængsel for at have indgået en aftale med den russiske regering om gasleverancer, som også var et led i normal regeringsførelse. Den største opmærksomhed samler sig naturligt om Yulia Timoshenkos skæbne. Hun stod sammen med den tidligere præsident Viktor Yuschenko i spidsen for ”den orange revolution”, som for otte år siden fejede gennem Ukraine – og drev de gamle apparatchiks på porten. Det skete efter at Viktor Yanokovich havde "vundet" et valg, som var præget af så megen svindel, at de normalt hårdføre ukrainere havde fået nok. Det var et makkerpar, som tiltrak sig international opmærksomhed: Den arrede præsident Yuschenko, som havde fået ansigtet ødelagt af et giftattentat – og den billedskønne premierminister Timoshenko med den blonde fletning og tilnavnet ”gasdronningen” for sin fortid i energibranchen, som havde gjort hende hovedrig. Desværre endte det i intern ballade og splittelse – og det førte til, at den forsmåede Viktor Yanokovich vendte tilbage til magten med en hårfin sejr over Timoshenko ved valgene i 2010. Kort tid efter begyndte retsopgøret med forgængerne – som skulle uskadeliggøres inden næste valg. Det hører med til historien, at Yuschenko og Tymoshenko ønskede at dreje Ukraine i retning mod Europa og Vesten – mens Yanukovich traditionelt orienterede sig mod Moskva. Og at EU svigtede ”den orange revolution” ved at lade sig gribe af udvidelsestræthed på et tidspunkt, hvor Ukraine tryglede om i det mindste at få et håb om fremtidigt medlemskab, når og hvis betingelserne herfor kunne opfyldes. Men de fik en kold skulder, og det var i høj grad medvirkende til den udvikling, som bragte Yanukovich tilbage til magten. Ukraine er ikke i samme klasse som Belarus, Europas sidste diktatur – som man aldrig ville drømme om at tildele værtskabet for en international sportsbegivenhed som EM i fodbold. Derfor er det også vigtigt at gøre ukrainerne opmærksomme på, at de er inde på en farlig kurs – som helt kan smide deres land ud af det europæiske fællesskab, de så brændende ønsker at blive en del af. Den tyske præsident har afvist at mødes med politiske ledere i Ukraine, så længe landets tidligere premierminister holdes fængslet efter en klart politisk retssag. Og kansler Merkel har antydet, at hun også vil holde sig væk, hvis der ikke sker en ordentlig afklaring af påstandene om mishandling af Yulia Timoshenko i fængslet. Så – kære Morten Olsen & Co. og Danske Roligans: Hvor ville det være forfriskende at se danske klaphatte udstyret med en blond fletning, eventuelt med en orange sløjfe, når I nu alligevel er derovre…

Bioteknologiens fagre nye verden

Kasper Støvring — Mon, 30 Apr 2012 11:46:59 +0000

Det Etiske Råd har i år 25-års jubilæum. Rådet anlægger ofte en konservativ og teknologikritisk vinkel på de nye problemer, som især udviklingen inden for bioteknologien afstedkommer. Det gælder ikke mindst i forhold til genteknologien. Der er da også adskillige problemer og dilemmaer, ja, en masse normative bør-spørgsmål, forbundet med bioteknologiens fagre nye verden. For at nævne en håndfuld:

Bør man forlænge livet og forbedre mennesket f.eks. ved hjælp af human genetik, der gør det muligt at undgå sygdomme selv i en fremskreden alder?
Bør man designe mad og f.eks. sælge genmodificerede fødevarer?
Bør man blande mennesker og dyr og skabe kimærer, der indeholder celler fra flere organismer?
Bør man lave reagensglasbørn ved hjælp af kunstig befrugtning?
Bør man dømme folk på deres DNA og f.eks. idømme psykopater og voldsforbrydere forebyggende straf eller helt frasortere dem inden fødslen?
Bør man manipulere stamceller ved f.eks. at fremstille forstadier til fostre med henblik på at finde behandlingsmetoder til kroniske sygdomme?
Bør man designe dyr og f.eks. fremstille produktionsdyr, der er tilpasset det moderne landbrugs krav om vækst og billig produktion?
Bør man designe mennesker, så vi i fremtiden kan avle klogere, smukkere og stærkere eksemplarer af menneskeracen – bør vi genetisk opdyrke ”menneskeparken”, som filosoffen Peter Sloterdijk provokerende formulerede det for nogle år siden – og ved hjælp af gen-modifikationer forbedre menneskers ydeevne eller genmanipulere fostre, så børn undgår alvorlige sygdomme?
Bør man skabe donorbørn og f.eks. give forældre mulighed for at redde deres syge barn ved, gennem ægsortering, at skabe en donor? Dette spørgsmål rører ved et af de vigtigste og mest kontroversielle dilemmaer inden for genteknologien, nemlig muligheden for at klone og altså foretage en genetisk kopiering af celler, dyr eller mennesker. Men er et klon et ”autentisk” menneske? Det er jo i hvert fald ikke unikt. Og hvis man kloner et barn for at bruge det som donor til at redde det – så at sige – originale barn, reducerer man så ikke det klonede barn til et redskab?, som den tidligere formand for Etisk Råd, Ole Hartling, har spurgt.
Ja, bør man overhovedet skabe liv og lade forskere agere Gud ved f.eks. at fremstille kunstigt liv med en bakterie, der overlever med laboratorieskabt arvemateriale?

Spørgsmålene er legio – og påtrængende. Vi bliver nødt til at tage stilling, for fremtiden er allerede begyndt. For et par uger siden kunne man i avisen læse om den debat, et donorbarn på Rigshospitalet har afstedkommet. Det er heller ikke uden grund, at filmindustrien svælger i katastrofer, der har sin grund i muligheden for at lave vira i laboratorier, der vil kunne undslippe og smitte mennesker med potentielt dødbringende konsekvenser eller i terroraktioner med biologiske våben. Jeg er selv sympatetisk indstillet over for en konservativ og teknologiskeptisk position, som af og til kommer til udtryk i Det Etiske Råd, andre er det ikke og mener eksempelvis, at menneskers moral kan forbedres gennem indtagelse af piller. Men udgør de opstillede spørgsmål overhovedet problemer? Hvad siger I, kære læsere? Og hvis de gør: Hvordan kan man så overhovedet forsvare og begrunde en konservativ position i en moderne tidsalder, der bryster sig af at være progressiv? Det vil jeg forsøge at give et bud på i et kommende indlæg.

Fri os fra friheden

Jacob Mchangama, Cepos — Mon, 30 Apr 2012 11:43:11 +0000

I dag udkommer min nye bog ”Fri os fra friheden – en dansk historie om frihed i forfald”, der behandler, hvad jeg opfatter som en klar strømning i vores tid, nemlig den stigende tendens til at indskrænke borgernes frihed via love, regler, forbud og påbud (jeg bliver interviewet om bogen her). I bogens forord skriver jeg bl.a: Hvorfor egentlig bruge tid på at læse en bog, der handler om frihed i et land, som på de fleste områder utvivlsomt hører til blandt de frieste i verden? Hvor borgerne i modsætning til mange andre steder på kloden generelt kan leve, tænke og tale, som de vil, uden at risikere liv eller frihed. En bog, hvis forfatter tilmed har levet to tredjedele af sit liv – og hele sit voksenliv – efter Murens Fald. Og som i modsætning til tidligere generationer ikke har mærket hverken totalitarismen eller den akutte nød på egen krop? Fordi der efter min mening er sket et skred i vores opfattelse af frihed, og friheden ikke længere nyder den samme forankring i vores politiske kultur, som det var tilfældet tidligere. Jeg er så ”heldig” at bogens emne er højaktuelt. Indenfor de seneste uger er der således blevet præsenteret en ny rygelov der forbyder al rygning på uddannelsesinstitutioner og som udgangspunkt også på enkeltmandskontorer på arbejdspladser, et lovforslag der giver kommuner udvidet adgang til forældremyndighedsindehaveres private hjem uden retskendelse, et lovforslag der medfører omvendt bevisbyrde såfremt man køber håndværkerydelser med kontanter og giver SKAT adgang til privat ejendom uden retskendelse, samt en ny bekendtgørelse, der skal forbyde luftgeværer som findes i tusindvis af almindelige danskeres hjem. I den nye regerings første 150 dage fremsattes 20 lovforslag indeholdende forbud eller påbud (ligesom der blev fremsat 10 beslutningsforslag med forbud alle fremsat af DF). Den udvikling med rygelov, knivlov, udhuling af privatsfæren og øget overvågning, som jeg beskriver i bogen og som VK(O) var hovedeksponent for i 10 år fortsætter altså ufortrødent under den nye regering. Og her er vi fremme ved en af bogens pointer. Lovgivningsiveren, formynderiet og forbudstankegangen er i høj grad et tværpolitisk fænomen, der har vundet fodfæste i vores politiske kultur som sådan. Hvad er det så jeg frygter ved denne udvikling? Alle disse vidt forskellige områder [hvor der sker indgreb i borgernes frihed] har det tilfælles, at politikere har indskrænket danskernes ret til at træffe egne valg, udvandet retssikkerhedsgarantier og udsat borgerne for stigende kontrol og overvågning. Oftest er de enkelte tiltag ikke i sig selv dramatiske skridt, og det er måske derfor, de så nemt vedtages af politikerne og accepteres af befolkningen. Men stedse flere små skridt i retning af forbud, kontrol, overvågning og underminering af retssikkerhedsgarantier på stadig flere områder betyder samlet set et mærkbart frihedstab for den enkelte borger. Og måske endnu mere alvorligt betyder de mange små skridt en langsom erodering af den politiske kultur, som frihedens fortsatte beståen i sidste ende afhænger af. I det omfang begrebet frihed ikke længere vinder genklang blandt politikere og befolkning, så alle mulige andre hensyn vejer tungere, og friheden måske endda begynder at blive anset for farlig og uansvarlig, kan de små skridt hurtigt blive mange og lange. Min pointe om det tværpolitiske skred demonstreres på bedste (og skræmmende) vis af to udtalelser fra politikere, (socialdemokratiets Ole Hækkerup og de konservatives Tom Behnke), der i dagens Berlingske kommenterer den udvikling jeg beskriver i bogen. Først Hækkerup: "Jeg synes, vi har ramt balancen godt. Når man for eksempel modtager offentlige ydelser, må man også acceptere at blive kontrolleret. Vi må gøre det på denne måde for at få en velfærdsstat, der fungerer«. Så Behnke: »Det er en indskrænkelse af privatlivet, når man vedtager disse love. Men det er i orden, når formålet opvejer tilsidesættelsen af privatlivets fred. Formålet er at sikre, at velfærdsstaten fungerer.« Fra venstre til højre er der således enighed om, at hensynet til velfærdsstatens funktionsdygtighed ikke blot påkræver, men også retfærdiggør stadigt flere indgreb i privatlivets fred. Velfærd over frihed. I dagens udgave af Berlingske offentliggøres også en meningsmåling. Et klart flertal af danskerne finder ikke, at staten griber for meget ind i den personlige frihed. Til gengæld mener et klart flertal, at politikerne vedtager for mange forbud og påbud, samt at det ikke politikernes rolle at blande sig i danskernes kost- og motionsvaner. Det er særligt interessant, at de der er mest skeptiske overfor statslig indblanding, er den ældre generation. 68% af de adspurgte over 60 år mener, at politikerne vedtager for mange forbud, mens det kun er tilfældet for 43% af de adspurgte under 30 år. Det understreger en anden af bogens pointer, nemlig at tidligere generationer havde en anden opfattelse af skellet mellem offentligt og privat, mellem personligt og statsligt ansvar. De generationer, der er vokset op i tiden, hvor velfærdsstaten blev konsolideret og udbygget har med andre ord vænnet sig til at staten regulerer, forbyder, påbyder, overvåger og kontrollerer for det fælles bedste. Hvis meningsmålings resultater stå til troende må vi altså forvente, at tendensen til at kontrollere, overvåge og forbyde vil øges yderligere, uden nævneværdige protester fra den danske befolkning. Det er bl.a. disse tendenser, der efter min opfattelse udgør en trussel mod den personlige frihed her i landet. Fortsætter udviklingen, er det kun fantasien, der sætter grænser for, hvilke indskrænkninger af danskernes frihed det politiske liv vil indføre. Hvis danskernes frihed til at leve eget liv, som de vil, skal sikres, kræver det, at befolkningen siger fra over for de stadig mere snærende bånd, som det politiske liv har viklet os ind i. Såfremt bogen formår at så et frø af modstandsvilje hos blot en del af sin læserskare, er dens ambition indfriet.

Thornings reformer er i fare for at smuldre

Bent Winther — Mon, 30 Apr 2012 09:07:16 +0000

For dem, der havde håbet på, at det danske samfund gennem en stribe politiske forlig kunne blive toptunet til at skabe vækst og fremgang efter krisen, kan det store reformår, som statsminister Helle Thorning-Schmidt har bebudet, gå hen at blive en slem skuffelse. Det skyldes først og fremmest, at regeringen har været for optaget af indre spændinger til at skabe de tre vigtige alliancer, der skal til for at få reformprocessen til at lykkes. Og her må man se helt bort fra alliancen med vælgerne, som regeringen bliver nødt til at se bort fra for en tid og så håbe, at de vender tilbage, når et folketingsvalg nærmer sig. Når alliancerne ser ud til at smuldre sammen med det ambitiøse reformprogram, peger pilen først og fremmest mod den uerfarne finansminister Bjarne Corydon, som er udset til at være ham, der skal samle trådene. Tråde som stritter i flere og flere retninger, jo mere han lytter og ikke selv er i stand til at give et bud på, hvordan de reformer, som statsministeren i sin nytårstale mente vil kunne »måle sig med de sværeste i vores historie«, kommer til at se ud. Den vigtigste alliance for regeringen er naturligvis alliancen med dens parlamentariske grundlag. Enhedslisten har hidtil været meget loyal over for regeringsprojektet. Men på det seneste er partiets folketingsgruppe begyndt – mildt sagt – at se med stigende skepsis på det, som man opfatter som en vanvittig højredrejning og ren borgerlig økonomisk politik – nedskæringer, skattelettelser og øget pres på ledige. I Enhedslistens folketingsgruppe har man set hinanden dybt i øjnene og er blevet enige om, at man under ingen omstændigheder vil tvinges til at stemme for forslag, som man er direkte imod. Og da Enhedslisten ser finansloven som et samlet katalog over de love, der er vedtaget i året, kan det blive overordentligt svært for regeringen at få flertal for sin finanslov for 2013 med Enhedslisten. Regeringen har troet, at den kunne tage sin venstrealliance for givet. Det kan den ikke. Den anden alliance, som regeringen er nødt til at skabe, er til partiet Venstre. Venstre er udset til at levere stemmer til de store reformer af skat og arbejdsmarked. Regeringens strategi er at præsentere udspil, der er så blå i deres grundtone, at de minder om Venstres partiprogram, og at Venstre derfor ikke kan undgå at stemme for dem. Det vil formentlig kunne lykkes med førtidspension og kontanthjælp, men når det kommer til en skattereform, er det svært at se, hvad der skulle få Venstre med i et forlig. Regeringen har endnu ikke noget bud på, hvor den vil finde de mange milliarder, der skal til for at sænke skatten på arbejde markant. I Venstres top undrer man sig over, at regeringen ikke i det mindste har indledt foreløbige sonderinger på topplan for at lægge nogle grundsten for de senere forhandlinger. En ting er sikkert: Med omkring 32 procent af stemmerne i meningsmålingerne vil Venstre til hver en tid hellere have et valg i utide frem for et lunkent forlig. Den tredje alliance, som regeringen har svigtet, er alliancen med arbejdsmarkedets parter – især vennerne i fagbevægelsen – som er udset til at bære en aftale hjem, der skal udvide arbejdsstyrken og forbedre konkurrenceevnen. Jo, LO og formand Harald Børsting har investeret meget i den nye regering både før valget og efter, og Helle Thorning-Schmidt kan takke fagbevægelsen for, at hun vandt valget. Derfor er forventningerne her også, at det nu er tid til at betale tilbage. Men sådan ser Bjarne Corydon og resten af regeringen ikke på det, og derfor truede statsministeren for nylig fagbevægelsen med helt at droppe trepartsforhandlingerne. Den ved, at LO vil gå meget langt for en aftale, men glemmer at LO er en skrøbelig sammenslutning af mange forskellige forbund og mange utilfredse medlemmer, som flygter i bundter. Over for dem bliver det svært at sælge en aftale, der betyder mere arbejde i en tid, hvor ledigheden er relativt høj, og hvor man allerede har givet afkald på efterløn, fireårig dagpengeret, lønstigninger og meget mere.